Varmeværkets bygninger på Hobrovej, syd for Nibe by.

Nibe Varmeværks bestyrelse 2011, bagest fra venstre: Tage Nielsen, Claus Sørensen, forretningsfører Claus Skoda – og forrest, fra venstre: Kristian Jørgensen, formand Benny Rinfeldt og Ole Johansen.

Det nuværende varmeværk under opførelse, 1990.

Flytningen af varmecentralen fra Hovvej til den nye placering ved Hobrovej i 1990, var et stort arbejde. Her flyttes én af kedlerne ud af den nu nedrevne varmecentral på Hovvej.

I foråret 1961 besluttede en kreds af borgere i Nibe at oprette et fjernvarmeværk i Nibe. Der blev holdt stiftende generalforsamling og valgt en bestyrelse, bestående af daværende sparekassedirektør Olaf Kjelgaard (formand), samt øvrige medlemmer: Th. Carlslund, Ejvind Nedergaard, Anker Poulsen og J. Skjøtt Hedegaard.

Allerede ved det stiftende møde havde 206 husstande givet tilsagn om at deltage, og hurtigt efter kom flere til, så »det kritiske tal« for oprettelse af et varmeværk i Nibe, var opnået.

Der blev anlagt fjernvarmeledninger i Nibes gader – fra varmecentralen på Hovvej –  og gradvist blev dette forsyningsnet udbygget, i takt med byens udvikling, som gennem varmeværkets første ti-år, var ganske markant.

I 1988 rundede Nibe Varmeværk installation nummer 1000, og i dag har man således flere end 1900 installationer i Nibe by.

Udflytning til Hobrovej

I 1989 besluttede forbrugerne på generalforsamlingen, at man indleder en udflytning af varmeværket fra Hovvej til Hobrovej. Baggrunden var dels, at man i Danmark arbejdede på at mindske landets afhængighed af udenlandsk olie, og dermed ville satse på dansk produceret olie – samt naturgas.

Samtidig besluttede kraftværket i Aalborg, I/S Nordkraft, at man ville bygge et kraftværk, på Hobrovej i Nibe. Resultatet blev således, at man i samarbejde opførte det nuværende kraftvarmeværk – de første år som to selvstændige enheder: Kraftværket med elproduktion fra gasmotorer, ejet af I/S Nordkraft – og Nibe Varmeværk A.m.b.A. med varmeproduktion, ejet af forbrugerne i Nibe. I 2007 blev  Kraftværks-delen frikøbt fra I/S Nordkraft, og forbrugerne i Nibe ejer således hele anlægget i dag.

Optimal drift og produktion

Der er gennem tiden – og særligt i tiden efter udflytningen til Hobrovej – blevet ofret meget arbejde og økonomi, på at opnå den mest optimale drift og forsyning af forbrugerne. Således er varmeproduktionen i dag lagt an på afbrænding af naturgas – dels i varmeværkets kedler, og dels i fem gasmotorer, som fremstiller el.

Produktionen er optimeret, og senest er der installeret røggaskølere og installeret en ny gasmotor i kraftvarmeværket.

Nye udfordringer venter

En energisparelov fra 2007 har bestemt, at der inden for varmeværkets forsyningsområde, hvert år skal findes årlige energibesparelser, svarende til 25 parcelhuses varmeforbrug – et krav, der senere et strammet til 50 parcelhuses forbrug – dog må her medregnes selve varmeværkets interne besparelser.

En ny udfordring kan endvidere blive, at nye energikilder kommer til. Her spiller driftsøkonomien en væsentlig rolle, ligesom den statslige energipolitik stiller krav til de energiformer, det kan komme på tale at udnytte i fremtiden.

Åbent Hus lørdag

På lørdag holder bestyrelse og medarbejdere på Nibe Varmeværk således Åbent Hus, og indbyder dermed forbrugerne og andre lokale til at kigge indenfor i kraftvarmeværket på Hobrovej. I samme anledning udsender Nibe Varmeværk en særlig jubilæumsbrochure til forbrugerne i Nibe.

 

FOTOS:
Fotograferne Nibe (farvefotos)
Nibe Avis (gl. sort-hvide fotos).