Den gamle bal- tradition lever videre i Skal Pavillonen for et enkelt påskebal.

Nogle af de stiftende medlemmer fra Bongoes 62 er samlet med musikalske venner i øvelokalet hos orkesterforeningen Musik i Nibe. Fra venstre: Jan Sandberg, Ulf Døssing, Jan Grau, Aksel Jensen, Keld Nielsen, Klaus Søe og Hugo Michelsen.

På trods af, at tidligere tiders interesse for »bal på kroen« ikke længere er så udbredt, har Skal Pavillonen med et enkelt arrangement Skærtorsdag aften ikke problemer med at melde udsolgt.
Restauratør Aksel Jensen fortæller: – Selv om de grå hår efterhånden har bredt sig hos de fleste musikere med »rødder« i 1960’erne og -70’erne, er spillelysten fortsat intakt, og i Skal Pavillonen får vi jævnligt opfordringer til at genoplive påskeballet.

– Således har vi med en kerne omkring »Bongoes« 62 samlet nogle musikalske venner til et påskebal, hvor de gamle numre får nyt liv – og vi halvgamle drenge får igen luftet spilleglæden. Bongoes 62 line-up’et bliver til påskeballet suppleret af  to timers dans til musik med The Bats.