Der var stor aktivitet på Limfjorden ved Nibe Roklub under weekendens DGI-instruktørkursus i havkajak. Foto: Jacob Jensen, Strandby.

Nibe Roklub har fået uddannet fire nye havkajak klubinstruktører. Det skete den forløbne weekend, hvor Nibe Roklub var vært for afholdelsen af DGI's klubinstruktør kursus for havkajak. Her stillede klubben med fire af de 10 deltagere. De fire Niberoere bestod alle kurset med overbevisende sikkerhed og er nu klar til  at deltage i uddannelsen af de 19 nye kajakroere, som skal på roskole weekend d 9. og 10. maj.

De dygtige nyudklækkede havkajak klubinstruktører, som Nibe Roklub kan hilse velkommen i klubbens instruktørteam er: Else Støttrup, Karen Madsen, Kenneth Slot og Keld Lotzfeldt Pedersen.

Nibe Roklub har den seneste halve snes år oplevet massiv tilgang indenfor kajaksporten, og hvert år uddannes 15-20 nye kajakroere. Således også i år, hvor 19 kommende kajakroere og tre inrigger roere er tilmeldt klubbens roskole, oplyser klubbens instruktionschef Jacob Norris.