De tre oprindelige medlemmer af Burnin' Red Ivanhoe overraskede publikum ved at stille op som kammer-trio, i koncertens første nummer.

Sammen med Ole Fick (guitar - ikke med på billedet) er Karsten Vogel (t.v. - saxofon m.m.) og Kim Menzer (t.h. - fløjte m.m.) de fremtrædende musikere i orkestret, der har spillet siden 1967.

Omkring 150 var lørdag aften på plads i Halkær Kros koncertsal, da det danske orkester med rødder i avant garde jazz’en og rockmusikken, gav koncert.

Orkesterets tre stiftende medlemmer, Karsten Vogel, Kim Menzer og Ole Fick tog fra start af koncerten, fusen på de fleste publikummer, idet de lagde ud med kammermusik, spillet på cello, violin og mandolin.

Denne sceance blev dog kort, idet det fem mand store orkester hurtigt fandt ind til den vante rolle, og musik, der langt overvejende stammer fra perioden 1967 til starten af 1970’erne, hvor orkesteret var banebrydende på deres felt, med LP-albums som »M144«, »Burnin Red Ivanhoe« og »WWW« (længe inden internettet blev udbredt!).

Numre som »Rotatins Irons«, »Indre Landskab«, »August Gyldenstjerne«, »Vallifanten« m.fl. strøg over scenen – og langt ud over scenekanten, til et veloplagt publikum, hvoraf mange – som forsanger Kim Menzer og organist Karsten Vogel udtrykte det: Har nået den 3. alder, men endnu ikke har formået at ophæve tyngdekraften«.

 

Burnin’ Red Ivanhoe førte publikum gennem deres univers af klassikere på deres felt, og på flere af numrene blev der plads til en solo, fra hver af de fem medlemmer. Samlet blev det en koncert, hvor det tydeligt fremgik, at selv musik med næsten 50 år på bagen, stadig holder - i særklasse når den fremføres af dygtige musikere. Sidstnævnte gælder for såvel de tre oprindelige medlemmer som trommeslager Rasmus Grosell og bassist Assi Roar.

 

Halkær Kro formåede endnu en gang at programsætte et dansk navn, som vandt genklang blandt publikum. Og trods tre af medlemmernes 45 år på den danske rockscene, var det måske netop derfor, publikum tog musikken til sig, og ikke ville slippe de danske rock-dinosaurer, førend de havde spillet deres ˝kendingsmelodi«: »Ivanhoe i Brøndbyerne«.