Halkær Mølle Naturcenter.

Står det til en interessegruppe med mange lokale aktører, vil Halkær Mølle Naturcenter også fremover kunne virke som formidlingscenter for den nære natur. Det står fast efter der i sidste uge blev holdt endnu et møde med det formål at klarlægge en fremtidig driftsform.
For et par måneder siden blev det kendt, at Aalborg Kommune fra By- og Landskabsforvaltningen har besluttet at opsige en aftale om drift af Halkær Mølle som naturcenter.

Den beslutning passer ikke en række lokale interesseorganisationer – og formentlig har dele af skolevæsenet samme interesse, hvis man skal tro de foreløbige meldinger.
I den anledning blev der for en måneds tid siden nedsat en arbejdsgruppe blandt interesseforeninger og interessefolk, som for tiden kortlægger mulighederne for at finde løsninger. Sidste uges møde pegede på, at et samarbejde mellem de tre kommuner, som »støder sammen« i området (Vesthimmerland, Rebild og Aalborg kommuner, red.) kunne være ønskeligt, og der blev ved samme møde udpeget en lang række interessefelter, som har interesse i at holde naturcentret i live.

Rådmand: Vi finder penge
Konkret drejer den økonomiske side af sagen sig om ca. 60.000 kr. til årlig vedligeholdelse og dertil et mindre beløb til forbug af el, vand m.v. Disse penge skal vi kunne finde en del af, om ikke dem alle, siger rådmand Tina French Nielsen (V). Her foruden vil jeg tage kontakt til skolerne for at kortlægge i hvilket omfang dette tilbud kan bruges, siger rådmanden til Nibe Avis.

Halkær Mølle Naturcenter skal også fremover bestå, mener den gruppe af interesseorganisationer, der sammen med Naturstyrelsen for tiden arbejder på at finde en fremtidig driftsform.