Trods sne på gader og stræder, og meget kolde nætter, så er det et faktum, at foråret nærmer sig, og at der nu er mindre end 5 måneder til, den 31. Nibe Festival afvikles midt i den smukke Skalskov.

GNAGS - gendannet og ruller ind på årets Nibe Festival. Foto: Nibe Festival Presse.

Jokeren - spændt op til li'r.

Christopher.

- Vi er derfor også i fuld gang med at offentliggøre årets program og kan med glæde bekendtgøre, at Christopher, Gnags og Jokeren er klar til Nibe, som afvikles i dagene 1. – 4. juli, fortæller festivalleder Peter Møller Madsen, Nibe Festival, der her uddyber de enkelte navne:
 
Gnags
Gnags er langt om længe gendannet og dermed også klar til årets festival. Og i hvilken udgave? Gnags anno 2015 rummer udover Peter AG flere af de store legender fra Gnags æraen – ikke mindst guitaristen Per Chr. Frost.
Gnags spiller Nibe fredag aften, hvor den helt sikkert kommer til at stå på hits som »Slingrer Ned Ad Vestergade«, »Burhøns«, »Vilde Kaniner«, »Rytmehans« og »Mr. Swing King«. Vi glæder os meget over denne gendannelse.
 
Jokeren
En af landets absolut største og mest betydningsfulde rappere igennem tiderne er spændt op til li´r og dermed også tilbage på livescenen efter 6 års pause. Og Jokeren er i absolut topform. Hittet »Kun Os To« feat. Pauline fra »Dansker« - præ-vinterens udgivelse - er i den grad en basker, som jo, med stor kærlighed, er rettet direkte mod rapperens datter.
På årets festival skal hele bagkataloget jo selvfølgelig luftes. Blå Scene fyldes helt sikkert med Jokeren og hits som »Kvinde din (Møgluder)«, »Havnen« og »Spændt Op Til Li´r«.
 
Christopher
Øj mand for en basker. Christopher tilhører afgjort fronten af den danske popscene. Det har skreget til himlen, at Christopher er en ener. Hits som »Told You So«, »CPH Girls«, »Crazy« og »Mama« er klar dokumentation for, at Christopher sammen med en vis Hr. Seebach har sat sig på den danske poptrone.
Mon ikke festen på Hestepladsen er sparket sådan for alvor i gang, når Christopher torsdag kl. 12.30 banker den af på Stor Scene midt i den smukke skov – ?
 
Følgende navne er klar til Nibe
Følgende bands er p.t. offentliggjort: Dizzy Mizz Lizzy, tv-2, Suspekt, Kim Larsen & Kjukken, Christopher, Jokeren, Johnny Madsen, ItaloBrothers, Julias Moon, Kesi, Gnags, The Minds Of 99, Djämes Braun, S!vas, Go Go Berlin og Lukas Graham.
De kommende uger byder på masser af nye navne.