18 modtagere af donationer fra Lions Club i forbindelse med 40 års jubilæet var begejstrede, da de delte 152.000 kroner, som nu kommer til at gøre gavn hos spejdere, vinterbadere og andet godtfolk.

Lokalet i Nibe Idræts- og KulturCenter var fyldt til bristepunktet, da Lions Club Nibe i lørdags fejrede 40 års jubilæet. Der var mange kendte lokale ansigter imellem, og naturligvis var »løvernes« kvindelige islæt »Lions Club Guldgåsen« også rigt repræsenteret denne dag. De medbragte også en »coach«, som på festlig vis underholdt forsamlingen, og samtidig gav gode råd til hvordan Lions Club kan udvikle sig selv og deres forening.
Præsidenten for den lokale Lions Club, Boie Frederiksen, holdt velkomsttalen, hvor han blandt andet kom ind på det etiske regelsæt, som gælder for Lions Club. Især »Byg op i stedet for at rive ned«, synes præsidenten har været kendetegnende for den periode han selv har været aktiv i Lions Club. - Vi har brugt mange ressourcer på at rejse penge, som har kommet trængende til gode i både ind og udland. Lokalt er vi dog nok mest kendt som dem der sælger sildedogs og røgende år og som støtter foreningslivet i Nibe. Vi er dog langt mere, vi er en del af en verdensomspændende organisation med hen ved 1.3 mio. medlemmer, der som vi arbejder for at gøre tilværelsen bar lidt bedre for andre, sagde Boie Frederiksen blandt andet.
Talen blev efterfulgt af overrækkelse af 18 donationer til en samlet værdi af 152.000 kroner - penge, som Lions Club Nibe har samlet sammen ved forskellige tiltag, og som nu skal ud og gøre gavn i 18 forskellige lokale foreninger, klubber og andre steder, hvor både unge og gamle færdes.

Lions-kæde til præsident
Blandt de mange gæster var også distriktsguvernør Steen Madsen, som tegner 123 Lions  Club’er i Jylland. Han holdt en flot, rosende og underholdende tale, og sluttede af med at overbringe en Lions Club kæde til Præsident Boie Frederiksen - denne til anvendelse ved fremtidige offielle anledninger.
Også byrådsmedlem Mads Sølver Pedersen var mødt frem, for at sende Aalborg Kommunes lykønskning til den lokale Lions Club.
Efter den officielle del af arrangementet, var der fest om aftenen, og her foretog man optagelse af to nye medlemmer. Lions Club Nibe er med sine 45 medlemmer Danmarks trediestørste af slagsen.