- Onsdag, 9. juli 2014
DEBAT:

Gert Thomsen, Hobrovej 12, Nibe, har sendt Nibe Avis dette læserbrev om Nibe Festivals disposiotioner:
Ikke et ondt ord om hvad Nibefestivalen har udrettet for Nibe igennem tiden for det kan der ikke herske tvivl om, festivalen har på mange måder sat Nibe på Danmarks kortet, den har bidraget til at foreninger rundt om i Nordjylland har kunnet få en ekstra indtægt med deres arbejde på festivalen. Jeg har selv været en del af festivalen igennem flere år og med glæde, jeg har i den til altid følt at jeg var med i en levende og spændende organisation. Min fornemmelse er dog også at festivalen også har været privilegeret ved at have skoven og Nibe by som bagland, altså en dejlig skov samt en by som er velassorteret med butikker som til en hver tid kan forsyne de mange festivalgæster, min fornemmelse er at festivalen og de erhvervsdrivende i Nibe altid har haft interesse i hinanden og til alles bedste udkomme. Derfor kan det undre undertegnede at festivalen nu vælger med en stor reklame at sende deres gæster til shoppen i city syd, jeg ved godt at festivalen skal tænke på pengene, men jeg mener også at festivalen bør se udover snævre okonomiske rammer og se på hvilken miljø de er i og hvad det som omtalt har bibragt dem. Jeg ved godt at vi lever i en tid hvor det er pengene der styre det meste, men det forhindre ikke i min verden at man lige stopper op og tænker sig om.
Venlig hilsen
Gert Thomsen
Svar til »Reklame for City Syd«
Nibe Avis har forelagt Gert Thomsens læserbrev for festivalleder Peter Møller Madsen, der her svarer:
Kære Gert
Allerførst er det rart at høre din sympati for Nibe Festival og for vor by.
Nibe Festival har nu gennem 30 festivaler opbygget et netværk af kontakter, bl.a. ift. indkøb, og der skal ikke herske tvivl om, at vi fra festivalorganisationens side gør lokale indkøb, hvor det giver mening – og det er faktisk i ganske mange tilfælde.
Som bekendt er Nibe Festival jo vokset i omfang og dermed er den berøringsflade, som festivalen har i dag også mangedoblet i forhold til de tidlige år, hvor Nibe by sagtens kunne dække alle indkøbsbehov.
I dag er Nibe Festival både hele Nordjyllands festival og i særdeleshed også Aalborg-områdets festival – og naturligvis er det fortsat også hele Nibes kulturbegivenhed. Men med den store berøringsflade og de mange – rigtig mange – gæster, der hvert år deltager på Nibe Festival, er det jo naturligt for os også at opsøge disse gæster, hvor de har deres færden. Det skete sidste år i Aalborg midtby, hvor der f.eks. blev tilbudt armbåndspåsætning inden festivalen. Det er også sket i år, hvor festivalen har været aktive i »Shoppen« i City Syd med aktiviteter og altså også armbåndspåsætning.
At det netop sker i »Shoppen« er ganske enkelt et udtryk for, at dette butikscenter har indgået et aktivt sponsorat med Nibe Festival, og at vi på denne måde arbejder sammen. I det her tilfælde altså omkring at gøre det lettere at være gæst på festivalen.
Resultatet er blandt andet, at vi får en meget større berøringsflade mellem Nibe Festival og vort store, talstærke og trofaste publikum – og faktisk er en sådan aftale jo med til at sikre festivalens styrke, størrelse og muligheder for at udvikle sig.
Det nævnte tiltag i »Shoppen« i City Syd er absolut ikke realiseret ud fra en beslutning om, at Nibe Festival ikke fokuserer på og ønsker at samarbejde med Nibe som by eller indkøbsmulighed, men dette og andre forhold er for os blot en naturlig måde at udvikle festivalen til fortsat at være både Nibes, Aalborgs og hele Nordjyllands kulturbegivenhed.
Skal vi udvikle vores festival, og sikre, at vi mange år fremover kan byde velkommen til en af landets store festivaler, så er vi altså nødsaget til at male med store penselstrøg - også ift. leverandører og samarbejdsparter. Det er dog absolut ikke ensbetydende med, at vi ikke generer køb og omsætning i vores elskede by.
Ved du i øvrigt, at en Rambøll rapport fra 2011omkring bl.a. Nibe Festivals økonomiske betydning for lokalområdet fortalte, at festivalen bl.a. på baggrund af et stort lokalt forbrug både fra gæsternes og festivalens samlet generer 12 helårsarbejdspladser. Det er da ikke så ringe endda.
Venlig hilsen
Peter Møller Madsen










