Torsdag i denne uge har skoleinspektør Anders Bang sidste skoledag i sit job på Nibe Skole, som han har forvaltet i godt 26 år – og før dette som lærer siden 1975. Alt i alt er det således blevet til 37 gode år på Nibe Skole.

Anders Bang besøger her »Café Hønen«, hvor Merethe Guldvang og Laila Thuesen (t.h.) producerer og sælger mad til eleverne på Nibe Skole.

Det er da også en ganske tilfreds Anders Bang, som Nibe Avis møder på inspektørkontoret – i store træk uændret som vel nok den næsten eneste del af Nibe Skole, der er tilbage fra hans tiltræden som inspektør i 1987. Rent fysisk er Nibe Skole nemlig blevet bygget væsentligt om ad mindst fire gange, og der mangler nu blot nogle mindre ændringer, inden Nibe Skole på alle fysiske punkter kan siges at fremstå som en fuldt opdateret, moderne skole anno 2013/14.

– Tiden var jo i 1975 en helt anden, og de gamle skoledyder, som havde hersket i årtier, gjaldt stadig dengang. Vi havde for nylig fået en ny skolelov, hvor Realskolen var blevet afløst af en enheds overbygning for de ældste elever, og nye fag pressede sig på, forklarer Anders Bang.

Da Tage Dam – og senere Jørgen Krøgholt – skulle afløses som skoleinspektør, var Anders Bang blandt kandidaterne, og via et job som konstitueret inspektør i 1986, blev han fra starten af 1987 udvalgt til jobbet.

– Ét er skolens fysiske rammer; noget andet er den pædagogiske linie og samarbejdet mellem lærere, elever og forældre, forklarer Anders Bang.
Skolens fysiske rammer var gennem mine første år ikke noget af prale med, men da der i slut-firserne blev bygget ny fagfløj, var rammerne skabt til at se skolens fysiske udvikling i et større perspektiv. Men først i 1997 blev der så lagt andre og større planer for en totalrenovering af skolen.

Mennesker og undervisning er vigtigst
Til trods for, at byggeri og byggestyring  m.m. gennem Anders Bangs tid som skoleinspektør har fyldt meget, er det vigtigste dog, at eleverne lærer noget og bliver godt forberedt til livet efter skolen. Parallelt følger så også, at Nibe Skole er en arbejdsplads med i dag over 100 ansatte – lærere, pædagoger, teknisk personale m.m.

Udvikling i undervisningsformer m.m.
Også her er der gennem årene sket en god og konstuktiv udvikling, konstaterer Anders Bang.
– I slutningen af Nibe Kommunes eksistent blev der gjort op med 10. Klassetrin, idet mange elever enten tog på efterskole efter 8. eller efter 9. klassetrin, og på mange måder er det en sund udvikling, for at gøre eleverne parate til det liv, de vil få efter folkeskolen.
– I den anden ende af skalaen, blev der for efterhånden en del år siden indført »rullende skolestart«, og også denne ordning har bevist sin værdi for eleverne, der på denne måde udfordres når de er klar til det.

Fritid »efter skoletid«
Når Anders Bang efter torsdag er »pensionist« i forhold til Nibe Skole, er han ikke typen, der har fastlagt alle gøremål for sin fremtid. Som han udtrykker det: » – I min have i Kræmmergade har jeg en sten, hvor jeg vil sætte mig og tænke over tingene. Så kommer der helt sikkert nogle ideer frem, og dem vil jeg forholde mig til«.
– Skolen som daglig arbejdsplads har ganske naturligt fyldt meget i mit liv, og jeg vil med garanti komme til at savne alle kollegerne og børnene – og de udfordringer det giver. Andre ting vil jeg nok ikke savne: – Det er når man bliver kaldt på skolen i utide, når der opstår »et eller andet« uden for arbejdstid, eller når der skal tages stilling til »trælse situationer«, som jo ikke helt kan undgås i jobbet som skoleleder, slutter Anders Bang.
I sin fritid er Anders Bang også kendt som en ivrig sejlsportsmand. Og sejlbåden vil naturligt få en central plads i familien Bangs gøremål fremover. Dels den årlige tur til den svenske kyst, og allerede her i efteråret går turen med kammeraterne fra Nibe Sejlklub, rundt om Limfjordøen Mors – ligeledes en årlig tur, han sætter stor pris på.

Denne artikel er et uddrag af et større afskedsinterview med Anders Bang.

Læs hele interviewet i den trykte udgave af denne uges Nibe Avis.