Med en sejr over Doense / Vebbestrup i sæsonens sidste hjemmekamp, holdt Nibe Boldklubs bedste seniorhold, sin status som ubesejret på eget græs, i efterårsturneringen.

Allan Nielsen snyder to forvarere og scorer til 2-2.

Mick Andersen omsætter straffesparket til et sejrsgivende mål.

FODBOLD, serie 2:

Nibe B – Doense/Vebbestrup 3-2 (0-0)

Mål for Nibe: Asbjørn Corfitz, Allan Nielsen, Mick Andersen (str.)

Lørdag eftermiddag spillede Nibe på hjemmebane mod Doense. Det var sæsonens sidste hjemmekamp, hvor Nibe skulle forsøge at revanchere sidste weekends nederlag og samtidig forsvare den flotte statistik som ubesejrede på hjemmebane.

Nibe startede kampen nervøst og overlod meget af initiativet til Doense som trods overvægt i chancer ikke formåede at spille sig til reelle målchancer. Midt i halvlegen begyndte Nibes spil at hænge bedre sammen og flere nærkampe blev vundet. Nibe formåede dog heller ikke at blive farlige foran mål og det var derfor naturligt, at holdene gik til pause med stillingen 0-0.

Allerede 3 minutter efter pausen kom der imidlertid gang i målscoringen, da Doense fik hjørnespark og headede på mål. Nibe reddede i første omgang på målstregen, men fik ikke clearet bolden væk og Doense kunne fra tæt hold bringe sig foran 1-0.

Herefter kom der for alvor gang i hjemmeholdet, som flyttede spillet langt op på Doenses banehalvdel. Det var derfor fuldt fortjent, at  Nibe 18 års fødselar, Asbjørn Corfitz efter en klumpspil situation kunne udligne til 1-1. Nibe fortsatte de gode takter, men stik imod spil og chancer kom Doense igen foran midt i halvlegen, da de udnyttede manglende kommunikation i Nibe forsvaret til at bringe sig foran 2-1.

Med et kvarter tilbage af kampen rykkede Nibes træner Steffen Jensen endnu engang Mike Hansen fra forsvaret og frem i angrebet, en taktik som tidligere har ført til point for hjemmeholdet. 5 minutter senere benyttede Allan Nielsen sig af den ekstra plads det gav med en ekstra angriber, til at udfordre 2 Doense forsvarere og efterfølgende sikkert udligne til 2-2. Samme Allan Nielsen løb i kampens sidste sekunder endnu engang fra Doense forsvaret, som efterfølgende begik straffespark. Anfører Mick Andersen omsatte på kampens sidste spark chancen i mål til en 3-2 sejr.