Den nyvalgte rådmand for Kultur og Sundhed i Aalborg Kommune Mads Duedahl understregede i sin åbningstale ved Påskeudstillingen i Lundbæk, at det lokale engagement for kulturen er altafgørende.

Mads Duedahl, rådmand for Kultur og Sundhed i Aalborg Kommune, holdt åbningstalen ved årets Påskeudstilling.

Årets Påskeudstilling viser eksempler på mange kunstarter, men billedkunsten er fremherskende. Her er det billeder af Helle Lykke Færch, der beundres.

Kulturrådmand Mads Duedahl (V) havde ikke tidligere sat sine ben på Nordjyllands Landbrugsskole i Lundbæk, da han Skærtorsdag var indbudt til at holde åbningstalen ved Kulturelt Samråds Påskeudstilling.

Påskeudstillingen er en ganske lang tradition, som har rødder i Nibe Kommune, og hvor den gennem en halv snes år blev afholdt i byrådssalen på Nibe Rådhus. Siden kommunesammenlægningen i 2007 er den med stor succes afholdt på Nordjyllands Landbrugsskole i Lundbæk.

– Det er særdeles vigtigt, at der i alle Aalborg Kommunes lokalområder er kulturel aktivitet, understregede Mads Duedahl i sin åbningstale. Kulturen skaber den lokale sjæl og skaber glæde, og det falder meget fint i tråd med den kulturpolitik, som for ganske nylig er vedtaget som Aalborg Kommunes officielle holdning til kulturen.

– Kunst og kultur er vigtig, og det er derfor også vigtigt for Aalborg Kommune at prioritere kulturen – det er vigtigt for de lokale samfund og i hverdagen for os alle, og det er vigtigt for identitetsdannelsen af det enkelte menneske og de lokale samfund. Disse forhold skal vi holde fast i.

– Initiativer som denne Påskeudstilling er helt afgørende for formidlingen af kulturen; det gælder billedkunsten og den skulpturelle kunst - men også f.eks. musikken, som her på denne udstilling også er til stede, og det glæder jeg mig meget til at opleve, fastslog Mads Duedahl.

– Aalborg har på det seneste fået kulturinstitutioner som Musikkens Hus og Nordkraft. Men det er vigtigt for mig i dag at sige, at i Aalborg Kommune er kulturens placering ikke et »enten eller«, hvor vi prioriterer alle ressourcer i Aalborg. Derimod er der tale om et »både og«, og vi prioriterer aktiviteter i hele vor kommune.
Aktiviteterne og initiativerne fra Kulturelt Samråd og andre er således vigtige, ja uundværlige for kulturlivet i kommunen. Det er jeres lyst og mod til at virke og til at gøre en forskel, der medvirker til at tegne kulturlivet i hele kommunen. Det skal I have stor tak for, sluttede Mads Duedahl, idet han erklærede årets Påskeudstilling for åben.