- Lørdag, 28. april 2012

En multibane kan som navnet angiver, bruges til mange aktiviteter, og også andet end boldspil. Det viste bl.a. dette indslag på indvielsesdagen.
Lørdag blev den nye Multibane i Vokslev indviet ved en ceremoni afholdt af bla. Vokslev Samråd. Inden selve indvielsen kunne børnene bage pandekager i bålhytten, og snige sig til at prøve den nye bane. Poul Erik Christensen fra Vokslev Idrætsforening og Kjeld Jensen fra Folkeoplysningsudvalget i Aalborg Kommune holdt de officielle taler, og med et veludført klip af Bertil Skafte blev Multibanen indviet.
Der var opvisning i Parkour, en fysisk diciplin hvor man tilpasser sine bevægelser til miljøet og skal passere enhver forhindring der måtte ligge på ens vej. Efterfølgende afholdtes Volleyball- og Basketballkamp med deltagelse af børn og voksne fra Vokslev Friskole.
Placeringen mellem friskolen og Vokslev IF’s klubhus faldt også i Aalborg Kommunes smag da det betyder at alle har let adgang til at benytte banen. Vokslev Friskole, Vokslev Samråd og Vokslev Idrætsforening har sammen med lokale sponsorer skaffet ca. 150.000 kr. af den samlede støtte til projektet på 381.000 kr.









