- Søndag, 27. maj 2012

Havnens Dag i Nibe var velsignet med et perfekt sommervejr.

Oldermand Jens Østergaard bød velkommen til årets åbningstaler Peter Birkedahl.

I Nibe Bådelaugs værft blev der solgt fiskeplatter.

Put and Take i jollehavnens bassin var populært.
De seks foreninger bag arrangementet Havnens Dag, som hvert år foregår den sidste weekend i maj, kunne lørdag vågne tilfredse op til en superskøn sommerdag, der på forhånd levnede de fjord- og havne interesserede alle muligheder for succes.
Allerede ved arrangementets start kl. 10 var adskilligt hundrede publikummer mødt, og de kunne således overvære Nibe Roklubs gamle inrigger r/s »NIBE« passere havnens nordvestlige kaj, for at ankomme gennem lystbådehavnens bassin, og lægge til i selve jollehavnen. Med sig havde de som æres styrmand, årets åbningstaler, arkæolog Peter Birkedahl, der behørigt blev modtaget af Oldermand i Nibe Kaaglaug Jens Østergaard, flankeret af Nibe Marineforenings gaster med fane.
Jens Østergaard bød velkommen til publikum og til Peter Birkedahl, som efterfølgende causerede over et emne, som han mente var ham pålagt, men som han havde forsket lidt i - dels via sin viden fra 1990'ernes udgravninger af Vikingebyen ved Sebbersund, men også via viden fra andre udgravninger, bl.a. i Norge.
Hvornår begyndte vikingerne i Sebbersund at spise sild?
»Vikingerne i Sebbersund spiste aldrig sild«, var Peter Birkedahls konklusion. Baggrunden var ganske enkel, for op til 1100-tallet, hvor vikingerne levede i Danmark, herunder i Sebbersund, var Limfjorden slet ikke nogen fjord, men en slags sund. Af samme grund var vandet ganske salt - nogenlunde som i vore dage. Men omkring år 1100 sandede Aggertangen til, og Limfjorden blev til en rigtig fjord, der var lukket i den vestlige ende. Dermed kunne silden trives. Det omvendte skete så i 1825, hvor Aggertangen atter blev gennembrudt, og fjorden blev salt. Så forsvandt silden igen.
Peter Birkedahl forklarede dog, at han nok mente at vikingerne i Sebbersund havde kendt til sild, og at de havde metoder til at kunne fange dem. Men de rester efter køkkenmøddinger der er fundet på stedet viser, at det langt overvejende var fladfisk, der blev spist, og måske har silden haft samme skæbne som ålen - den spiste man ikke, fordi den var »uren«.
Havnedagen forløb i øvrigt som de fleste vel kun kunne ønske sig. Efter Peter Birkedahls åbningstale overrakte tidl. folketings- og EF politiker Jørgen Brøndlund Nielsen på vegne af »Fonden Himmerland« en check på 10.000 kr. til Jens Østergaards kommende bogprojekt om sildefiskeri i middelalderen.
Dernæst underholdt Nibe Håndværkersangforening med en række danske og fjord-friske sange, inden publikum for alvor gik løs på de mange aktiviteter: Put and Take fiskeri, fremvisning af garnsyning, et røre-bassin for børn og voksne med dyr fra Limfjorden, flåning og partering af fisk, smagsprøver på beredskabets ålekuje suppe m.m., orientering fra fiskerikontrollen, fremvisning af gamle træskibe og salg af platter med forskellige forarbejdede fisk og fiskefrikadeller.
Limfjords troubaduren Knud Høirup sang ind imellem ramsaltede fjordsange, og i »værftet« blev Albert Steen-Hansens TV-film »Når fjorden blinker« fremvist.
Alt i alt en gennemført vellykket dag, hvor op mod 600 kom forbi havnen og deltog eller observerede de mange aktiviteter - de formentlig fleste besøgende i den 5-årige historie, som Havnens Dag har været afholdt under den nuværende form.









