- Tirsdag, 2. november 2010
Tidligere Nibe-borgmester Helge Bundgaard Nielsen sætter sit politiske liv gennem 50 år på skrift.

Helge Bundgaard Nielsen med den nye udgave af Lions Clubbernes tilbagevendende udgivelse »Barn af Himmerland – her i 16. udgave.
Mere end 200 forfattere har siden 1978 øst af og skrevet om personlige oplevelser og samfundsbegivenheder, som har gjort det brede Himmerland kendt.
Lions clubberne i Himmerland er nu igen gået sammem og har skabt endnu et bind til samlingen Barn af Himmerland. 21 forfattere har her skrevet om landsdelen og forfatterkredsen dækker såvel personlige oplevelser som samfundsmæssige bedrifter.
Bogen har med sine 21 forfattere et stadigt større omfang, i år med sine 320 sider.
Formand for redaktionskomiteen Einar Larsen, Lions Club Aalestrup, gennemgik ved præsentation af bogen på Rold Storkro, de 21 forfattere og omtalte hver enkelts interesseområde. Bogen indeholder også denne gang mange bevaringsværdige skildinger, som måske ikke på anden måde ville blive omtalt for eftertiden og gjort tilgængelige.
Helge Bundgaard Nielsen, tidligere viceskoleinspektør ved Nibe skole, byrådsmedlem gennem 28 år, heraf 8 år som borgmester i Nibe kommune og samtidig en periode som medlem af Folketinget, fortæller om sin politiske løbebane, der har bragt ham vidt omkring i det politiske univers.
Hadsunddrengen Jakob Axel Nielsen, har sat sine spor i Himmerland blandt andet som lokalvalgt medlem af Folketinget. Han endte som minister, han fortæller i bogen sin interessante historie.
Ib Simonsen, som sikkert endnu huskes af mange fra en glorværdig karriere i fodboldverdenen og med på det danske landhold, fortæller om sin paralelle løbebane som travl professionel fodboldspiller og samtidig bygger han en privat karriere op. Ib Simonsen deltog ikke i præsentationsmødet. Han sad i flyet på vej til en forretningsrejse i Amerika.
Karl Mølgaard, Godthaab, fortæller om: Slægten flytter til Godthaab, hvor Karls bedstefar arbejdede bl.a. på Zincks Fabrikker og om sin store famlie, der måtte klare sig for lidt og hvor 2. verdenskrig kom til at præge familien.









