Den belgiske forårs cykel klassiker »Liège – Bastogne – Liège er for nylig kørt for gang nr. 100.

De ni Nibe-cykelryttere, der torsdag og fredag slider de belgiske landeveje i Ardennerne. Fra venstre: Peder Bach, Kjeld W. Jensen, Peter Volff Nielsen, Morten Sandvej, Torben Jakobsen, Alex Kristensen, Hans Chr. Hansen, Ejler Jakobsen og Jacob Søndergaard.

Nu tager ni lokale cyklister kampen op.
Der er tale om et ægte opgør i de belgiske bjerge, når ni medlemmer af Nibe Alternative Bicykleklub de kommende dage kører den samme rute, som professionelle cykelryttere har gennemtrampet 100 gange.
Til dato har Rolf Sørensen som eneste dansker vundet løbet i 1993, men nu kommer også en Nibenit.

Løbet, som også bærer navnet »La Doyenne« eller »Den ældste dame« blev ganske vist kørt officielt den 27. april for gang nummer 100, men de ni lokale cyklister kører nu turen på egen hånd – og over to dage.
Ruten er på i alt ca. 280 kilometer i bjergrigt terræn, og det har forårsaget, at de lokale NAB’er allerede inden jul indledte træningen indendørs, og de seneste knap tre måneder er der trænet hundredvis af kilometer på de nordjyske landeveje.