- Torsdag, 3. oktober 2013
Nibe stiller med ny kandidat ved valg til Lokalrådet i Aalborg Kommunes ældreområde Sydvest.

Karen Mortensen, Nibe. Kandidat ved valg til Lokalrådet i Aalborg Kommunes Ældreområde Sydvest.
Hvert fjerde år er der valg til de syv lokalråd inden for ældreområdet i Aalborg Kommune. Her har Kirsten Dyhrberg gennem en årrække været valgt, og har repræsenteret Nibe området.
Efter Kirsten Dyhrberg tidligere på året tilkendegav, at hun ikke genopstiller ved denne måneds valg til Lokalrådet i Sydvest, har der fra flere sider været arbejdet på at finde én eller flere afløsere for hende, som kandidat til Lokalrådet i Aalborg Kommunes sydvestlige område, der omfatter bl.a. den tidligere Nibe Kommune, Svenstrup, Godthåb, Ellidshøj, Ferslev og dele af Sønderholm-Frejlev området.
Her har Karen Mortensen, Nibe, indvilliget i at stille op som kandidat, og det glæder os meget, siger formand for Ældre Sagen i Nibe, Grethe Olsen, som sammen med flere andre har arbejdet på at finde en ny kandidat.
Karen Mortensen siger til Nibe Avis, at hun naturligvis stiller op med det mål at blive valgt til Lokalrådet, og at hun med en indsats i dette råd vil kunne bidrage til at forbedre og holde et vågent øje med forholdene inden for ældresektoren i Aalborg Kommune.
– Jeg synes, jeg nu tilhører den næste generation, som bør gøre en indsats på ældreområdet, og med erfaring fra såvel forældre som svigerforældre på plejehjem og jobmæssigt bl.a. som virksomhedskonsulent i Rebild Kommune, samt arbejde inden for bankverdenen og på kontor, mener jeg at have en bred erfaring, der kan bruges i Lokalrådets arbejde, siger Karen Mortensen til Nibe Avis.
Valget til Lokalrådene og til Ældrerådet i Aalborg Kommune sker ved udsendelse af stemmesedler til alle borgere på 60 år og derover.
Valget finder sted her i oktober og resultatet foreligger 31. oktober.










