For første gang var Friluftsrådet og Aalborg Kommune ikke repræsenteret, da det blå miljøflag blev sat på Nibe Lystbådehavn.

Havnefoged Ulrik Jeppesen for formand for husejerforeningen Poul Jacobsen hejste flaget i overværelse af de fremmødte.

Det blå miljøflag blev sat ved siden af Dannebrog.

Solen stod højt på himlen og det var midt på Grundlovsdagen 5. juni. Mere dansk kunne det næsten ikke være, og når man skuede ud over Nibe Lystbådehavn, er rammerne sat til en god sejlersæson på og omkring Nibe Lystbådehavn.

For 27. gang var lystbådehavnen således blevet betænkt med det blå miljøflag, og efter havnefoged Ulrik Jeppesen havde gennemgået de forhold, som der gennem foråret og forsommeren er blevet arbejdet med, blev det blå flag hejst af formand for husejerforeningen  Poul Jacobsen og havnefogeden selv. Modsat alle andre år var hverken Friluftsrådet, der står for tildeling af de blå miljøflag, eller Aalborg Kommune, repræsenteret ved begivenheden.

I sin optakt til flaghejsningen gennemgik Ulrik Jeppesen de arbejder, der gennem foråret og forsommeren er blevet udført på og omkring lystbådehavnen, og han nævnte her bl.a., at der efter stormen »Bodil« i december sidste år forestod et større arbejde med oprydning, men at dette ved fælles hjælp fra alle parter på havnen var blevet gennemført. Vinteren bød i øvrigt ikke på de store udfordringer, og kun en uge var havnen isbelagt, så bobleanlægget måtte sættes i gang for at hindre isdannelser omkring de nedrammede pæle.

Atter i år er sejlrenden fra havnen til Limfjordsrenden blevet oprenset, og her har Aalborg Kommune indgået en treårig aftale med et firma fra Svendborg, som har oprenset sejlrenden tilfredsstillende til minimum dybde på 2,5 meter ved normal vandstand.

Ved en arbejdsdag på havnen blev der i foråret udført en mængde opgaver, bl.a. malet, omlagt fliser, ryddet op og skiftet planker på bådebroerne.

Havnefogeden roste Aalborg Kommune og Friluftsrådet for atter i år at have søgt og bevilget det blå miljøflag til Nibe Lystbådehavn. Flaget indikerer nemlig, at der her i Nibe er en havn, der tænker på miljøet og at Nibe Lystbådehavn er en ren havn. I år er der gjort yderligere en række tiltag for at sikre bæredygtigheden, nemlig installation af flere elmålere, der skal medvirke til at kortlægge hvor på havnen elforbruget sker, og så der kan sættes ind, hvis der sker uhensigtsmæssigt forbrug.
Her foruden er der i år opsat yderligere affaldsstativer på havneområdet, og disse virker allerede efter hensigten, sluttede Ulrik Jeppesen.

Sædvanen tro var havnen vært ved forfriskninger under arrangementet.