- Onsdag, 1. april 2015

Den kendte skrænt ved Nibes ud- og indfaldsvej er nu i overensstemmelse med virkeligheden.

Byhistoriefortæller Willy Kær: – Godt, at man fra myndighederne viser respekt for vore historiske værdier.

Skolerådmand Tina French Nielsen: – Også kommuneskolerne må gå forrest, når det drejer sig om børnenes rette indlæring.

Skiltene ved bygrænsen til Nibe er rettet – og flere kommer til i nærmeste fremtid. Foto: ranslirpa fotobureau.
En gammel købstad som Nibe skal værne om sine historiske kvaliteter – her iblandt hvordan man udtaler og staver sit navn. En følge heraf er, at man fra Aalborg Kommunes navne- og skilteafdeling har indført en ny stavemåde for Nibe: Nemlig den, der var gældende indtil for godt 100 år siden, og som man faktisk kan høre udtalt hos ældre nibenitter den dag i dag – nemlig udtalen NIEB.
Det første tegn på indførelse af den nye stavemåde kan man opleve på »Skalskrænten« ved ud- og indfaldsvejen til og fra Aalborg. Her har kommunens anlægsgartnere haft travlt med at omplante de østrigske bjergfyr så de matcher den nye navnepolitik.
Også en del af skiltene, der markerer den trafikale bygrænse mellem højeste hastighed på 80 km/t og 50 km/t er blevet ændret til den nye stavemåde.
Hos Nibe Turistforening vækker det især glæde hos byhistoriefortæller Willy Kær, der på den måde får endnu en historisk kendsgerning at berette om. Willy Kær er ret begejstret:
– Jeg får nu mulighed for at berette rigtigt indgående om vore forfædre som Peder Kold og Niels Andersen Færch, der om nogen var dem, der grundlagde Nibe som sildeby. Og jeg har allerede lært at sige »NIEB« i stedet for det – nu – gammeldags »NIBE«, slutter Willy Kær.
Det er i øvrigt en ret omfattende beslutning, der er taget med indførelsen af den nye stavemåde. Ét er at ændre skiltene til det gamle – og fremtidige – navn NIEB.
Noget andet er, at børnene i skolen også skal lære at udtale det nye navn. Her siger skolerådmand Tina French Nielsen (V) til Nibe Avis:
– Egentlig var jeg en smule skeptisk med hensyn til det nye navn, men naturligvis skal vi passe på – og bevare – de historiske værdier, så jeg forventer, at vi på det første møde i Skoleudvalget bekræfter beslutningen fra kommunens navne- og skilteafdeling, så børnene i kommunens skoler snarest kan få lært af sige: NIEB.









