Det dansk / kinesisk ejede udviklingsfirma Addasound holdt i sidste uge officiel åbning af firmaets nye hovedkontor i Nibe.

Addasounds varemærke er headsets til professionelt brug.

Sammen med flere andre repræsentanter for erhvervslivet og det politiske liv, bød viceborgmester Helle Frederiksen (S) Addasound velkommen til Nibe.

Addasound er et nyetableret dansk/kinesisk selskab ejet af Nanjing University samt private kinesiske investorer. Nanjing University er kendt som Kinas ledende universitet indenfor elektro-akustisk forskning og udvikling. Alligevel har man valgt at investere i et udviklingscenter af høretelefoner og headsets i Danmark ud fra en filosofi om at man i Danmark kan få adgang til verdens førende specialister inden for akustik og høretelefoner.

Addasound vil med udgangspunkt fra Danmark investere i opbygningen af et globalt salgsnetværk, og har høje forventninger om at Addasound-produkterne bliver et hit hos både call centre, kontorer og virksomheder og forventer et globalt salg på et trecifret millionbeløb i løbet af 3- 5 år.  For tiden arbejder fem ingeniører med udviklingen af headsets i Nibe, og Addasound regner på sigt med at skabe i alt 8 -10 arbejdspladser.

– Vi har valgt at henlægge vort hovedkvarter til Danmark, fordi landet i internationale kredse er kendt som »Verdens største elektroakustiske kongerige«. Med jeres elegante minimalistiske design-stil og intelligente teknologi er mærkaterne »R&D in Denmark« og »Danish Design« blevet en garanti i sig selv indenfor den elektro-akustiske industri, siger adm. dirketør Yifeng Hua fra Addasound.

Addasounds målsætning er at udvikle selskabets professionelle headset-løsninger fort- løbende. Man har derfor ikke bare oprettet en udviklings- afdeling i Danmark men tillige opbygget en forsknings- og udviklingsenhed (R&D) i Silicon Valley i USA samt på universitetet i Nanjing, hvor der for tiden arbejdes intenst med at integrere the intelligent Voice Message Terminal and Voice information Processing System (stemme-baserede enheder der kan forstå og give talebeskeder) i den næste generation af Addasound-headsets.

Verdenspremiere i Nibe
Addasound lancerede sine produkter ved en reception på hovedkontoret i  Nibe d. 3. oktober med deltagelse fra den kinesiske ambassade ved handelsattache Mr. Han Xiaodong, danske politikere, den kinesiske ejerkreds samt særligt indbudte gæster og presse.