- Søndag, 19. februar 2012
Merete Behrensdorff, Skovbakken 29, 9240 Nibe har sendt dette læserbrev til Nibe Avis, som del i debatten i forbindelse med lukning af »Landsbyen« i Nibe, der har været hjemsted for vuggestue, børnehave, DUS ordninger og ungdomsklub. Disse ordninger fordeles fremover mellem »Dragehaven« og Nibe Skole.

At Landsbyens DUS skal lukkes omgående pga. skimmelsvamp, er en god, man kan vel sige, eneste rigtige beslutning. Men herefter synes al sund fornuft at være brugt op.
Dragehaven er verdens syvende vidunder for de mindste skolebørn, med fantastiske muligheder for at udforske naturen, lege mv. Et kæmpe ude-område med boldbane, svævebane, legehuse, sandkasser, træer, buske og krat, bålplads, langhus, klatrevæg, fodboldbane, køkkenhave, mulighed for at kælke om vinteren osv. Hér kan børnene gå på opdagelse, lege gemmeleg og finde mariehøns og andre smådyr. I stedet vælger man nu, at 0.-2. klassebørnene skal ned på skolen, hvor der slet ikke er den dejlige natur udenom. Tænk på en sommerferiepasning i skolegården i stedet for Dragehaven! Jeg ved godt, at Dragehaven er bygget til max. at rumme 240 børn, og med sporet fra Landsbyen (0-2 kl.) løber det op på ca. 260 børn. Men vi må rykke sammen for at hjælpe hinanden, og netop det problem kan feks. løses ved en holdvis udedag på skift. Vi har jo langhuset med brændeovn, så det må kunne lade sig gøre.
Ved flytning af DUS 1 (0.-2. klasse) til Dragehaven får vi samtidig fordelen af, at alle 3 spor er samlet i fritiden. Og ved at det foregår i Dragehaven, får børnene også en anden fornemmelse af, at nu har de fri fra skole. (Det glider ikke sammen i et indtryk af, at det er skole hele dagen).
Dragehavens område og lokaler er bygget til de mindste børn, og både udeområdet og de indvendige rammer er skabt til de mindste.
Tilbage står vi så med DUS 2, der mangler plads. Dér kunne man indrette passende lokaler til dem nede på skolen, med alderssvarende indretning, med bla. bordtennis, bordfodbold, syning, Playstation m.m. , som de netop er vant til fra Landsbyen. I den alder bruger de slet ikke Dragehavens store udeområde og legeplads som de små gør. I DUS 2 er der ikke så mange børn der har kontrolleret fremmøde, og her er der også flere børn, der kun kommer nogle dage om ugen, f.eks. fordi de selv tager til fodbold, håndbold eller andet efter skole.
Jeg ved godt, at Aalborg kommune kører en politik hvor DUS skal ligge på skolen, men nu har vi allerede et område og et byggeri der er ud over det sædvanlige, og derfor skal det det selvfølgelig bruges rigtigt, og vi skal ikke gå efter ”laveste fællesnævner”. Derfor kære politikere – lad vores mindste komme i Dragehaven efter skole !
Merete Behrensdorff









