- Tirsdag, 1. december 2015

René Nielsen, organisationsansvarlig for Missing People: – Det er utroligt vigtigt, at alle private områder bliver tjekket for, om Jens Hvirvelkær befinder sig der.

Nu på ottende døgn søger mange private fortsat efter Jens Hvirvelkær, der gik bort fra Plejehjemmet Solsidecentret tirsdag nat d. 24. november og ikke siden er fundet.
Den forløbne weekend blev der søgt massivt af op mod 100 borgere inden for en radius på 1500 - 1600 meter fra plejehjemmet.
Ligeledes mandag og tirsdag har en række personer været ude langs kysten mellem Lundbæk og udløbet fra Binderup Å nord for Nibe - men uden resultat.
– Vi bliver ved, og det skal nok lykkes at finde Jens, understreger René Nielsen, organisationsationsansvarlig for Missing People, der koordinerer den private indsats.
Nibe Festival har stillet lokaler til rådighed for arbejdet, og herfra sendes de folk ud, som melder sig hver dag efter kl. 10.00, hvor kontoret åbner.
Finder man Jens Hvirvelkær eller tegn på hans færden, skal man kontakte René Nielsen på telefon 53 55 91 12 – eller Nordjyllands Politi på 114.
Det er fortsat vigtigt, at alle grundejere og private i det hele taget tjekker deres egne nære omgivelser – dvs. haver, hegn i skel, skure, udestuer eller uaflåste bygninger, hvor Jens kan have søgt ly. - Og har man allerede tjekket, må man gerne gøre det igen, slutter René Nielsen.










