- Onsdag, 8. april 2015
Debatindlæg - af: Anita Olesen, Hasselvej 2, Nibe.

Anita Olesen peger på en placering ved udmunding af stierne.
Det var med gru, at jeg fredag eftermiddag inden påskeferien modtog en mail fra Aalborg Kommune om, at man planlægger at lægge et busstoppested lige udenfor vores hus. Nu ligger vores hus så desværre sådan, at hele facaden (den ene side) vender ud mod vejen.
D.v.s. at alle i bussen vil kunne se lige ind af alle vores vinduer og have. For ikke at snakke om støj, os og hvad det gør ved vores huspris. Så nu kan jeg bruge min påskeferie på at spekulere hele natten over det.
Der er masser af andre muligheder for placeringen af stoppestedet. Fra nuværende stoppested og op til vores hus, er der 120 skridt. Men man kunne også vælge at gå 120 skridt videre ud af Nørregade, og anlægge et busstoppested der. Der er der masser af plads og ingen naboer. Eller en helt tredje løsning, midt på Hovvej hvor stisystemet munder ud. Men det her handler jo også om penge. Det handler om den million som kommunen har fået af NT for at ændre ruten. Den million burde være til udbedring af de gener som projektet medfører, bygning af støjmur og anlæggelse af ugenerede holdepladser. Men den regning, smider de i hovedet, af os berørte. Så vidt jeg har forstået, skal pengene bruges til at forskønne torvet, så
en vis lokal byrådspolitiker, vil kunne skrive det på sit CV til næste valg.
Ved min sidste snak med en af de ansvarlige, fik jeg at vide, at man skam tog mest muligt
hensyn til den enkelte husejer. Man ville vælge en placering, hvor den var til mindst gene for den enkelte. Og at man ville tage ud og kigge på det. Det er så bare ikke sket i det her tilfælde. Her har man siddet med et kort og valgt placeringen, for havde man været ude og kigge, ville enhver kunne se, at der ikke er taget hensyn.
Kommunens motto er, at hvis der skal ske en udvikling, er det den enkelte som må betale
prisen. Håb på, at det en dag ikke bliver dig. Men netop her, er der mange muligheder for at det kunne blive gjort anderledes med eller uden penge. Anita Olesen









