For to år siden blev Susanne Sabroe og Kurt Sørensen færdiguddannede rallytrænere og de har gennem de to år fået opbygget et solidt hold på ca. 14 hundefører og hunde, der udøver denne disciplin med stor begejstring.

Fra venstre ses Lene Hørup og Nala. Lene står med 2 pokaler, fordi hun vandt 3. pladsen i begynderklassen og vandt 1. pladsen i den øvede klasse. Til højre ses Kurt Sørensen og Kenzo som vandt konkurrencen.


Jeg havde selv fornøjelse af at se en kredskonkurrence i denne disciplin i sommer og fik talt med en af deltagerne, siger Hanne Sten Hansen fra Danmarks civile Hundeførerforening, Nibe afd.:

– En kvinde, godt oppe i årene, som desværre var ramt af så udtalt gigt i sine fødder, at hun ikke længere kunne være E-hundefører. For at hunden stadig skulle have træning og udfordringer, havde hun valgt Rally, for som hun sagde »her drejer det sig ikke om at være hurtig, med mindre man får pointlighed, ellers er det præcisionen der tæller. Men hvis to ekvipager får pointlighed, er det tiden, der er afgørende for, hvem der er vinderen«. Hun anbefalede på det varmeste denne konkurrencedisciplin, når enten hundefører, som i hendes tilfælde, eller når hunden var blevet for gammel til E konkurrencerne, idet den giver glæde for såvel hundefører som hund. For som hun sagde: »en gang hundefører altid hundefører« og så er det altså svært at trække sig tilbage.

– I vores lille klub er det dog hverken pensionerede hunde eller hundeførere, der for øjeblikket udøver Rally – det er jo en disciplin for hundeførere i alle aldre, og her må man bruge alt det kropssprog, man synes er nødvendigt for at udføre øvelserne, forklarer Hanne Sten Hansen. Og man må som tilskuer sige, at Susanne Sabroe og Kurt Sørensen har fået banket et hold op, der i den grad udfører sjov træning – dermed ikke sagt, at de ikke også er ambitiøse, for det er de.

Holdet afholdt i foråret en generalprøve, helt uofficielt.  Nu mente de dygtige trænere dog, at tiden var inde til en rigtig lokalkonkurrence og for første gang i DCH Nibes mere end 25 års historie, blev der så afholdt konkurrence i Rally.  En konkurrence fyldt med spænding, idet der var særdeles tæt kapløb om pladserne. Der blev afholdt konkurrence i både begynderklassen og i den øvede klasse og der var tæt kapløb om pladserne.

I begynderklassen kom resultatet til at se således ud: 1. pladsen blev vundet af Kurt Sørensen og Kenzo med 99 point, 2. pladsen blev vundet af Lenette Bøjgaard og Smilla med 97 point, 3. pladsen blev vundet af Lene Hørup og Nala med 95 point, 4. pladsen blev vundet af Anne-Mette Mørk og Nynne med 89 point.

Den øvede klasse blev vundet af Lene Hørup og Nala med 86 point, Kurt Sørensen og Kenzo vandt 2. pladsen med 85 point og Anne-Mette Mørk og Berta vandt 3. pladsen med 79 point.