- Onsdag, 21. august 2013
Efter en uge hvor de mange frivillige hjælpere har brugt tiden på at rigge pladsen til, sætte telt, galger osv. op, kunne arrangørerne i højt solskin byde velkommen til de fremmødte ryttere ved årets Kongeringridning I Vegger.

Kenneth Steffensen, Gøttrup – årets Ringriderkonge.

Line Libak, Bislev.

Sofie Pedersen, Vegger, udklædt som indianer, blev kåret som den fineste rytter blandt børnene.
Desværre var rytterantallet ved stævnet meget lavt i år, cirka 45 i de indledende runder, hvor det de sidste par år har ligget på cirka 70. I kongerunden var 14 mod cirka 20 de tidligere år, konstaterer Lisbeth Kiib Jensen, Vegger Ringriderlaug. Kent Klittgaard fra Hyllebjerg Rideklub guidede de mange ryttere gennem runderne med højt humør.
Blandt travbørnene blev det Jonas Knudsen, Skivum, VRL, som løb med 1. pladsen. Samtidig blev han den bedst placerede af Vegger rytterne. 2. pladsen gik til Sebastian Møller, Skivum og 3. pladsen til Sofie Pedersen, Vegger. Blandt de skrappe galopbørn blev det Line Libak, Bislev, som løb med 1. pladsen, 2. pladsen gik til Natalie Nørrenberg, Aars - begge ryttere fik såedes mulighed for at deltage i kongerunden. 3. pladsen gik til Line Mortensen, Møldrup.
I voksenrunden var der kamp om 1. og 2. pladsen, da Pernille Hansen, Dronninglund, og Kenneth Steffensen fra Gøttrup stod lige i point. Efter endt omridning, blev det dog Kenneth som løb med sejren. 3. pladsen gik til Nadia Gasberg, Thisted.
Der var virkelig held ved den lanse Kenneth Steffensen havde valgt, for han blev også vinder af kongeringridningen. Og det var en storsmilende Kenneth, som drog hjem til Gøttrup, selv om han var lidt våd efter en lille tur i vandbaljen, fortæller Lisbeth Kiib Jensen.
De tre uvildige dommere, som var valgt på pladsen, var på en svær opgave da de skulle vælge sjoveste og fineste blandt de udklædte ryttere. Blandt de fint pyntede børn, blev den sjoveste Maja Toft Carlsen, Kongerslev, udklædt som heks og den fineste blev Sofie Pedersen, Vegger, udklædt som indianer. Blandt de voksne blev Rebekka Malte Mortensen, udklædt som supermand, valgt som den sjoveste. Den fineste blandt de voksne blev »Den Sorte Engel« alias Lise Mortensen, Overlade, VRL.
Dagens nok mindst populære titel: Årets græsrytter (den som falder først af) blev tildelt Lovise Kusk fra Skivum, VRL. Heldigvis uden skrammer, så det var bare »op på hesten igen.
Spejderne fra Vegger var hurtige på benene, når de løb og samlede de mange ringe op, og pigerne i teltet havde også travlt med at lange pølser over disken. Uden hjælp fra nær og fjern ville det være umuligt at stable sådan et arrangement på benene, siger Ytting Nielsen fra Vegger Ringridderlaug. Samtidig går han og funderer lidt over »Hva mon det er Henry Pedersen, formanden for Vegger Ringridderlaug, har lagt i støbeskeen, til 30 års jubilæum i 2016?«.









