- Søndag, 15. maj 2011

Grethe Jensen tager imod tilmelding fra Karina Sørensen, Bislev, Ib Sørensen, Nørresundby og Tove Juul, Nibe.

Godt 30 vandrere begav sig fra start ud på én af de tre udlagte ruter. Senere fulgte ca. 20 efter.
Kun godt 50 gennemførte søndag årets Nibe Vandring, og det er naturligvis lettere skuffende, siger Grethe Jensen fra Vandreforeningen Nibe Fodslaw.
Ved starten på årets Nibe vandring, søndag formiddag kl. 9.00, var omkring 30 vandrere mødt op ved »Huset Grønnegade«, men udenfor truede store sorte skyer, som efterfølgende gav ganske stabile regnmængder fra sig.
Gennem formiddagen ankom yderligere ca. 20 personer, som begav sig ud på én af de tre ruter.
50 vandrere er naturligvis ikke tilfredsstillende, og der var som bekendt plads til mange flere, men det voldsomme regnvejr har sikkert holdt mange hjemme på selve dagen, siger Grethe Jensen til Nibe Avis.
Vandrerne kom glade og tilpasse retur, selv om de var gennemblødte og vandet løb fra dem.
En hel del udenbys vandrere, både fra Skive, Vestervig, Dokkedal, Dronninglund, Løgstør og Aalborg m.fl. roste alle vores flotte tur samt gode afmærkninger. Det blev en god vandring, men næste år vælger vi nu en »solskinsdag« hvis vi får muligheden for at bestemme, slutter Grethe Jensen










