- Lørdag, 14. april 2012
Frivillig indsats og stor-ordrer lagde kimen til det første år med driftsoverskud, siden starten i 2007.

Aktionærerne i Nibe Bryghus tildelte bestyrelsen ros, da der lørdag blev holdt generalforsamling.

Jonna Mortensen - nyvalgt til Nibe Bryghus' bestyrelse.
Driften af Nibe Bryghus som en forretning er i vid udstrækning baseret på, at der fra de 400 aktionærers side lægges en frivillig indsats, som dels omfatter en række praktiske gøremål, og dels en arbejdsindsats ved salgsfremmende aktiviteter, lokalt og rundt om i Nordjylland.
Disse fakta fremgik tydeligt af bestyrelsesformand, advokat Niels Pedersens årsberetning, da 90 fremmødte aktionærer lørdag var mødt til generalforsamling i Nibe Bryghus A/S.
Ud over den frivillige indsats, har der gennem året været afholdt omkring en snes aktiviteter i Nibe Bryghus' regi - overvejende aktiviteter, der har til formål at udbrede kendskabet til bryggeriets eksistens og produkter.
Blandt de aktiviteter, som de frivillige, kaldet »Bryghusgasterne« har medvirket i, er et råvaremarked i Nordkraft Aalborg, frigivelse af påskebryg, Julebryg, specialbrygget til Den Lille Fede, salg i Skovbaren på Nibe Festival, Høstfest og besøg af nordjyske øl-entusiaster.
Niels Pedersen roste såvel Bryghusgasterne som brygmester Antoni Madsen og det øvrige personale for indsatsen omkring Bryghuset, og den fælles indsats var baggrunden for, at omsætningen i 2011 var steget med 41%, i forhold til året forinden. Denne fremgang i omsætningen var samtidig baggrunden for, at slut-resultatet kunne ende positivt, nemlig med et overskud på kr. 41.535 - et overskud, som bryghusets bestyrelse, aktionærer og medarbejdere naturligvis kan være stolte over, men som jo egentlig er et »nul-resultat«, der kun giver grund til at fortsætte ad samme vej, men med et endnu højere grad af fokus på ølsalget, understregede bryghusets formand.
Fokus på afsætningen af lokalt brygget specialøl er også baggrunden for, at Niels Pedersen lancerede tankerne om, at øge produktionen fra godt 100 bryg, til ca. 125 eller 130, hvilket han ikke blev modsagt i, fra de fremmødte aktionærer, og der var da også ros fra forsamlingen over den måde, bestyrelsen har grebet driften an, særligt de seneste par år, hvor der er sporet fremgang, trods finanskrise i samfundet og prispres på bryggeriets produkter.
Til bestyrelsen genvalgtes formand Niels Pedersen sammen med Troels Fage Krogh, Bo Christensen og Peder Bach - mens mejerichef på Arla's mejeri i Bislev, Jonna Mortensen, nyvalgtes som afløser for Gert Christensen, der efter eget ønske udtrådte gr. manglende tid.










