- Mandag, 21. september 2015
St. Restrup IF tog lørdag i mod gæsterne fra Ulbjerg. Det første indbyrdes opgør mellem de to hold, i denne sæson, endte med en 1-0 sejr til St. Restrup IF. Med det første resultat in mente var der således ventet et tæt opgør.

St. Restrup IF vandt 2-1 på hjemmebane, over Ulbjerg, og sikrede sig tre vigtige points. I billedet er det hjemmeholdets Benjamin Ajero, som forsøger at erobre bolden mens Martin »Tyr« Pedersen (nr.77) og Mathias Villadsen (nr. 99) er med i presspillet.
FODBOLD – Serie 2, herrer
St. Restrup IF – Ulbjerg: 2-1: (1-0)
Målscorer: 1-0: Allan Nicolajsen, 2-1: Andreas Borup.
Ulbjerg startede kampen med at lægge et stort pres på hjemmeholdet. Dog havde de ikke de store scoringsmuligheder i denne fase. Omvendt var hjemmeholdets Benjamin Ajero tæt på at score, da han sendte et missil på overliggeren. Midtvejs i halvlegen fandt et indlæg, til bagerste stolpe, en umarkeret Allan Nicolajsen. Han sparkede sikkert bolden i mål til 1-0. Dette var også stillingen ved pausen.
Anden halvleg var knapt kommet i gang før Ulbjerg udnyttede en gylden mulighed til at udligne til 1-1. Her efter var kampen jævnbyrdig, uden de store scoringsmuligheder til begge hold. Mod kampens slutning havde Ulbjerg et par nærgående forsøg, men hjemmeholdets målmand, Casper Østergaard, viste i disse situationer målmandsklasse, og afværgede dem alle. I kampens allersidste minutter fik Andreas Borup en god afslutningsmulighed. Første afslutning blev blokeret, men det efterfølgende spark fra hans fod strøg i mål til 2-1. Kort tid efter målet fløjtede kampens dommer af til slutresultatet 2-1.










