Karen Mogensen - 30 år med Salon Hårnålen.

Salon Hårnålen i Vegger har adresse i en flot bygning på hjørnet af Himmerlandsvej og Aagade, og her har den ligget i mange år. Ikke altid, for »historien« om frisørsalonen starter på en anden adresse i Vegger by - nemlig på Algade, hvor Karen Mogensen for 30 år siden startede sin egen frisørsalon, efter at have gennemført og bestået frisør-uddannelsen efter sin læretid hos »Salon Maritza« i Aars. Dengang - i 1983 - havde den 21-årige frisør lyst til at starte for sig selv, og valget faldt på Vegger. Her etablerede Karen Mogensen sig som selvstændig, og fik hurtigt succes. Men pladsen var trang, og de oprindelige lokaler var ikke rigtigt velegnede som frisørsalon. Derfor flyttede hun til Himmerlandsvej, hvor hun siden har drevet salonen og haft bopæl sammen med manden Egon. Sammen har de børnene Oskar og Kirstine.

Efter opstarten var der rigeligt at se til, og derfor ansatte Karen efter nogle år Inger Larsen, som de seneste 23 år har været hendes trofaste samarbejdspartner i salonen. Inger er oprindeligt udlært i Aars.

Nu skal de 30 år fejres, og derfor inviterer de to piger til en hyggelig og uformel reception i forretningslokalerne på fredag i næste uge, og mon ikke der bliver rig lejlighed til at få en god snak med kunder, venner og bekdte om alt det der er sket igennem de mange gode år i frisørsalonen i centrum af Vegger by.....