The Bats og Diskotek Foxybeat leverede den musikalske side af »Ladies Night in Black and White«.

En admiralslignende figur udfordrede kvinderne under festen – dog på den rigtige side af ærbarhedens vej.

Ca. 160 kvinder var lørdag aften mødt op til Lions Club Guldgåsens »Ladies Night in Black and White« – den årligt tilbagevendende fest i Nibe Idræts- & KulturCenter specielt for kvinder.

Medlemmerne af Lions Club Guldgåsen havde gjort sig store forberedelser til festen, som sidste år blev holdt i rød-hvide farver – og altså i år havde sort og hvidt som gennemgående farver.

Trods fraværet af kulørte farver blev det alligevel en særdeles munter og farverig affære. Festens deltagere blev mødt med »boblevand« ved indgangen, der var smukt udsmykker med Thorvald Odgaards hvide englefigurer, og deltagerne fik Lions præsident Trine Fage Krogs varme velkomstord til indledning.

Efter en god times »forprang« med ankomst og velkomstdrink blev deltagerne mødt med spisningens forret – og i pausen inden anden ret, som var tilberedt af den mandlige Lions Club, blev de kvindelige festdeltagere udfordret af en admiralslignende figur, der samlede kvinderne midt på gulvet og udfordrene en stor del af dem. Festdeltagernes smukke sort-hvide dress blev her ind imellem suppleret af let rødmen – men alle morede sig kosteligt, og ærbarhedens vej blev ikke yderligere udfordret.

Efter desserten og den gennemgående og festlige Diskotek Foxybeat’s skarpe replikker, blev ballet åbnet og de tilmeldte herrer blev sluppet ind til festen, der på denne måde nærmede sig de 250 deltagere. Nibe bandet The Bats indtog scenen og løftede derved stemningen endnu et par grader – og dansen gik.

Aftenen igennem havde Lions Club Guldgåsen engageret den private cykelklub NAB’s medlemmer som barpersonale à la konceptet »Par No. 7«, og herfra blev der festligt langet kulørte drinks og royale fadøl over disken. Hertil kom et muntert indslag af to yngre mobile bartendere, der hjemsøgte gæsterne ved bordene.

Fra »Guldgåsens« side håber man nu på et passende stort overskud af festen – et overskud, som Guldgås-medlemmerne på forhånd har besluttet at donere til »Julehjælp« – dvs. et bidrag til ekstra glæde hos lokale familier.