- Lørdag, 16. april 2016
Nibe Festival har tilføjet endnu et hovednavn til årets program. Amerikanske House Of Pain spiller i Nibe – akkurat som danske Jamaika. – Smiler du ikke over hiphop på Nibe, så gør du det over komikken – og vi har nu de sidste komikere på plads – nemlig Ruben Søltoft og Martin Nørgaard, lyder det fra festivalleder og musikbooker Peter Møller Madsen.


Peter Møller Madsen: Årets program, som er det mest ambitiøse i festivalens historie.
House Of Pain
Legendariske House Of Pain med lige så legendariske Everlast og Danny Boy og DJ Lethal spiller på Blå Scene torsdag nat - så mere intimt bliver det ikke, understreger Peter Møller Madsen og fortsætter:
House Of Pain kommer til at toppe plakaten sammen med Volbeat, som jo også dagen før kryber ind i nogle, for dem, meget intime rammer på Hestepladsen midt i Skalskoven.
Vi kender først og fremmest House Of Pain for kæmpehittet »Jump Around«, men ikke mindst frontmand Everlast har, inden gendannelsen af House Of Pain, haft stor succes med solokarrieren.
Everlast storhittede med albummet »Whitey Ford Sings The Blues«, hvor hip hop og rap gik i ét med møgbeskidt blues.
DJ Lethal har i øvrigt sideløbende været en del af Limp Bizkit, så det er i den grad nogle prominente gutter, der rammer Skalskoven.
Til koncerten i Nibe får vi et tight sæt med det bedste fra både House Of Pain og Everlast. Hold på hat og briller – det bliver magisk på Blå Scene torsdag d. 30. juni.
Jamaika
Onsdag aften og nat har Nibe Festival mixet en unik urban-cocktail med Gilli, MellemFingaMuzik og den nu offentliggjorte opkomling – Jamaika. Knap 2,5 time med stemning i overflod – 2,5 time med aktuelle hits. Og det bliver absolut ikke kun Gilli og MellemFingaMuzik, som kommer til at sætte dagsorden. Jamaika har sandelig også masser af airplay med numre som »Blodskudt« og »Dara Mara«.
Glæd jer til en forrygende koncert, hvor Jamaika skal lege igennem med Gilli og MellemFingaMuzik, siger festivallederen.
Martin Nørgaard
Det er tidligere offentliggjort, at Nyt Fra Jylland og Adam & Noah skal kickstarte Reservatet henholdsvis lørdag og fredag med optræk til et kæmpe smil. Kort sagt en gigantisk »morgengriner«. Nu føjes endnu mere komik til listen.
Martin Nørgaard fik - efter shows med bl.a. Anders Stjernholm og som opvarmer for Linda P - det brede gennembrud med TV2 Zulu-programmet Nørgaards netflix. I 2014 fik Martin Nørgaard »Talentprisen« til Zulu Comedy Galla.
Om få uger har Martin Nørgaard og Elias Ehlers live-premiere på »Det Dystre Skæg«, der siden sin start som podcast på Itunes i 2012 har opnået kultstatus.
Et af de største talenter på den danske comedy-scene var helt sikkert et logisk valg til »vågn-nu-op-komikken« under sommerens festival.
Ruben Søltoft
Vandt en meget overbevisende sejr til DM i Stand Up Comedy i 2010. Herefter stod den på »Live Fra Bremen« og ikke mindst den populære sitcom »SJIT Happens«.
Ruben Søltoft debuterer i Nibe, hvor vi garanteret vil elske hans lidt gakkede stil, som har gjort ham til noget ganske unikt på den danske comedy-scene. Tænk blot på »Jeg er et dådyr«-joken, som er blevet en viral landeplage.
I efteråret var Ruben Søltoft på landevejen med sin første one-man-tour med showet »Mit Hoved«. Nu bringer landevejen så Søltoft til Nibe, hvor han torsdag formiddag går på scenen i Reservatet med kollegaen Martin Nørgaard.
Programmet på plads
Årets program, som er det mest ambitiøse i festivalens historie, kan nu ses på www.nibefestival.dk.
I dagene 29. juni – 2. juli står den på internationale navne, som netop offentliggjorte House Of Pain, de virale sværvægtere fra Walk Off The Earth, norske Nico & Vinz, Balkan hip hop med Dubioza Kolektiv og selvfølgelig også mægtige Volbeat.
Den danske top er selvfølgelig også på plads med Dizzy Mizz Lizzy, Rasmus Seebach, Nik & Jay, Christopher, Stine Bramsen, TopGunn, Gnags, Suspekt og Kim Larsen & Kjukken.
Mere end 75 koncerter på 4 scener – og så alt det andet. Det er, hvad der venter vores gæster midt i den smukke skov, slutter Peter Møller Madsen.









