- Tirsdag, 5. april 2011

Rotary præsident Erik Staun følger 70 års jubilaren på vej til det planlagte surprise-jubilæum. Foto: Svend Christensen, Fotograferne Nibe.

Poul Søndergaard hilser på gæster. Fra venstre Tage Nielsen, Tin Sørensen, Bent Andersen og Anders Dalum Hansen.
Første april havde Poul Søndergaard været ansat på eller indehaver af Nibe Avis gennem 70 år.
Det var et noget usædvanligt jubilæum, der i sidste uge blev fejret hos Nibe Avis. 70 år på samme arbejdsplads er ikke noget hverdagssyn, men ikke desto mindre var det hvad senior-redaktør på Nibe Avis Poul Søndergaard kunne opleve, da han som led i et surprise-arrangement blev »bortført« fra hjemmet, af Nibe Rotary Klubs tidligere præsident Keld Frederiksen.
I dagens anledning havde redaktør Jacob Søndergaard og Nibe Rotary Klubs præsident Erik Staun lagt en plan, gående ud på at flytte det ugentlige møde i Nibe Rotary Klub til Nibe Avis’ lokaler – vel at mærke uden Poul Søndergaards vidende.
Stor var så overraskelsen, da det gik op for 70 års jubilaren, at han var blevet udsat for et »komplot«, og medlemmer af Rotary klubben ventede sammen med de ansatte på Nibe Avis og redaktørens familie.
Jubilæet blev således holdt som et internt arrangement med ca. 30 fremmødte Rotary medlemmer, og jubilaren blev hyldet ved taler af Rotary præsident Erik Staun, redaktør Jacob Søndergaard, redaktør på Aars Avis Thorkil Christensen samt tidl. Rotary præsident Keld Frederiksen.
Poul Søndergaard blev 1. april 1941 antaget i lære som typograf, hos sin far, redaktør Holger Søndergaard. Poul Søndergaard fik på grund af landflygtighed under 2. Verdenskrig forlænget sin læretid, og var således først udlært i virksomheden i 1947. Herefter efteruddannede han sig på Den Grafiske Højskole i København. I 1956 blev han optaget som kompagnon til sin far, og fra 1971 til 1988 drev han Nibe Avis med tilhørende trykkeri. Efter Jacob Søndergaard i 1981 vendt tilbage til Nibe efter endt uddannelse i Århus, drev de sammen virksomheden fra 1988 til 1996, hvorefter Poul Søndergaard ved Jacob Søndergaards overtagelse, igen blev ansat som lønmodtager i virksomheden, og har været det siden.
Poul Søndergaard møder fortsat hver dag i virksomheden, og skriver til Nibe Avis hver uge. Blandt andet den lille liste med »gudstjenester«, som er det længst levende indslag i Nibe Avis, idet denne har været en fast rubrik siden starten i 1919.
Ud over at skrive til Nibe Avis, holder senior-redaktøren orden i avisens omfattende arkiver m.m., og der bliver tid til at skrive nogle historiske artikler, med henblik på senere at bringe disse på tryk.









