Samtidig med Nibe Håndboldklubs hjemmestævne og efterårs-event med modeshow, biler, smagsprøver m.m., tog klubbens bedste herrehold i Nibe Idræts- & KulturCenter imod Aalborg Håndboldklub til turneringskamp i Jyllandsserien.

Nibe HK's Rasmus Skoda standses resolut af to stærke Aalborg spillere.

HÅNDBOLD – Jyllandsserien, herrer

Nibe HK – Aalborg HK 2: 20 – 26 (7 – 14)

Mål for Nibe: Jonas Haldrup 8, Anders Droob 3, Casper Møller 3, Rasmus Skoda 2, Mikkel Pedersen 2, Mads Espensen 1, Frederik Dahl 1.

– Det skulle vel ske på et tidspunkt at vi tabte, og det blev til et OK stærkt hold fra Aalborg Håndboldklub, for selv om vi ikke spillede særligt godt, så brændte vi så mange chancer. Havde vi kendt vores besøgelsestid, og givet de sidste 10%, så havde vi spillet lige op med dem, siger Nibeholdets træner Jan Frank til Nibe Avis.

Nibe lagde bedst ud og var kort inde i kampen foran med 3-1 og 6-4. Det blev imidlertid sidste gang, holdet var i front, for herfra tog Aalborgenserne fat og lagde gennem kampen mere og mere afstand og var ved halvleg foran 7 - 14. Det var som om Nibes spillere havde alt for stor respekt for gæsterne, og det gjorde blot gæsternes spillere bedre og hjemmeholdets spillere dårligere end de reelt er.

Nibes spillere havde en alt for stor spildprocent ved frie skud på mål, og målrammerne fik sig nogle regulære tæsk, men i mål ville bolden ikke. Det samme gjorde sig gældende ved adskillige straffekast, som Nibe fik tildelt; heller ikke her lykkedes det for Nibes spillere at score – indtil midten af 2. halvleg, hvor respekten for modstanderen faldt og Nibe fik indhentet noget af det tabte terræn. Mod kampens slutning får Nibe tacklet bedre og målmand Michael Pedersen tager fra på modstandernes skud.

Fra en føring ved pausen på 7 – 14 til gæsterne og en føring gennem store dele af kampen, der lå på de 6 – 7 mål, fik Nibe HK reduceret til slutresultatet 20 – 26.

– Vi brænder mange skud, incl. 4 straffekast; på den måde blev det svært at hænge på, men vi vinder trods alt 2. halvleg 13-12, og selvom vi selvfølgelig er skuffede, så har vi ikke spillet godt nok de sidste par uger. Så vi må have arbejdshandskerne på og knokle videre med alle de unge talenter og komme på rette kurs igen – og det skal nok ske, siger Jan Frank til Nibe Avis. Nibe-træneren tilføjer, at han er utrolig glad for det store fremmøde til kampen og klubbens ekstra arrangfementer. Han kommer samtidig med en opfordring til publikum om at leve mere med, pifte noget mere af modstanderne og bakker op om hjemmeholdet.
Nibes herrer spiller næste kamp i Jyllandsserien på lørdag mod Aalborg KFUM på udebane. Næste hjemmekamp er 12. december mod Sortebakken fra Nørager.