- Lørdag, 19. september 2015

Friske håndboldpillere, der gennemførte håndboldnatten hos Nibe Håndboldklub.
Fredag var der inviteret til natstævne for U10 og U12 håndbolddrenge og –piger i Nibe håndboldklub. Ca. 55 forventningsfulde spillere ankom kl. 18.00 iført håndboldtøj og medbringende sovegrej.
Ungdomsudvalget og et par seje mødre sørgede for at servere lækker lasagne som det første for spillerne. Derefter var der opvarmning i hallen og efterfølgende teknisk træning. Så var der igen behov for forplejning og heldigvis var der friskbagte pølsehorn. Kl. 23. 00 indledtes en totalhåndboldturnering, hvor spillerne var blandet i både køn og alder. Der blev gået til stålet og kæmpet bravt inden der kunne udnævnes vindere af både turneringen og fairplayprisen.
Igen blev depoterne tanket op med chips og frugt for at være klar til turnering mellem holdene, der blev afviklet mellem kl. 02.00 og 04.30.
Efterhånden var der flere, der fandt deres soveposer frem og lagde sig rundt omkring i hallen og faldt i søvn til trods for, at der vedvarende blev spillet håndbold næsten til den lyse morgenstund. Enkelte holdt sig vågne hele natten og var klar til morgenmad kl. 06.30, andre var næsten ikke til at vække for at de kunne være klar til afhentning af deres forældre kl. 07.00.
Som træner var det en fornøjelse at se, hvordan spillerne hyggede sig på tværs af holdene og mærke den gode stemning og begejstringen for håndbold i hallen. Vi håber, at alle spillere også hyggede sig og at det lykkedes dem at få udsovet i løbet af weekenden, fortæller Karen Marie Uggerhøj fra Nibe Håndboldklub.










