To-årers inrigger på hjemmebanen i Nibe Bredning. Foto: Ole Madsen.

De seneste ca. 10 år har Nibe Roklub også haft kajakroning på programmet (arkivfoto: sæsonstarten 2013).

2014 er året, hvor Nibe Roklub kan fejre sit 75 års jubilæum.

Regner man tilbage, blev klubben således startet i sommeren 1939 – året før 2. Verdenskrig brød ud. Det betød samtidig, at klubben ret hurtigt løb ind i en periode, hvor al fritidssejlllads blev forbudt, og det er som bekendt ret svære kår at drive en roklub efter.

I lange perioder under krigen blev der dog roet, og klubben viste sig så livskraftig, at man kort efter krigen kunne flytte aktiviteterne fra havnen, hvor et gammelt kullager havde fungeret som klubhus, til »Mindet«, hvor klubben således siden 1947 har haft hjemme.

I 1983 blev et nyt klubhus med bådehal indviet, og senest i 2010 er der atter bygget om og til, så alle faciliteter nu er optimale.
Roningen i inriggerbåde blev fra 2003 suppleret med kajakroning, og klubben omfatter i dag godt 150 medlemmer.

Nytårsaftensdag mødtes medlemmerne traditionelt til Nytårskur i klubhuset, og her blev offentliggjort et jubilæumsprogram, idet jubilæet markeres ad flere gange året igennem.

Hovedvægten lægges i jubilæumsåret dels på tilbagevendende aktiviteter, herunder roskole i vinter og forår, samt den officielle fejring af 75 års jubilæet, der er fastsat til lørdag den 14. juni.

I forbindelse med jubilæumsårets sæsonstart i slutningen af marts skal en helt ny 4-årers inrigger robåd døbes. Båden er i anledning af jubilæumsåret sponseret af A/S J. Petersens Beslagfabrik.