- Onsdag, 11. maj 2016

Det er Naturstyrelsens og interesseforeningers ønske, at Halkær Mølle fortsat kan drives som center for naturformidling.

Interesseforeninger søger flere partnere inden for natur og formidling, der vil indgå i en fremtidig driftsform for Halkær Mølle Naturcenter.
Efter at Aalborg Kommunes afdeling for Park og Natur for ca. et år siden opsagde samarbejdet med Naturstyrelsen Himmerland om leje af Halkær Mølle til center for naturformidling, tog en kreds af interesserede efter anvisning fra Naturstyrelsen initiativ til at få samlet de interesser, der fremover kan se et formål med at videreføre en form for Naturcenter.
Søger interesseforeninger
Senest mandag aften i denne uge blev der afholdt endnu et møde for at komme nærmere til en løsning af opgaven med at finde en fremtidig driftsform. Ud over skoletjenestens bidrag med at finansiere en del af driften ved undervisningsformål for kommunens skoler, har også Veggerby Jagtforening vist stor inter- esse for at kunne henlægge en del af sine aktiviteter til Halkær Mølle Naturcenter. Foruden disse parter søger man flere interesseforeninger inden for natur og formidling, der vil indgå i et fast samarbejde om driften.
På mødet mandag blev der skabt et snævert arbejdsgrundlag i form af en arbejdsgruppe bestående af Lars Rasmussen og Kim Mark, begge fra Veggerby Jagtforening, Skovfoged Leif Kogsgård Lyngsø fra Naturstyrelsen Himmerland og Jens Bak Rasmussen, leder af Aalborg Kommunes Skoletjeneste.
Skovfoged Leif Kogsgård Lyngsø fra Naturstyrelsen Himmerland, der ejer møllebygningerne og de omgivende arealer, siger til Nibe Avis, at denne arbejdsgruppe snarest vil rette henvendelse direkte til nogle mulige foreninger og evt. andre interessenter, der kan indgå i et driftsfællesskab, som kan finansiere den del af naturcentrets drift, som skoletjenesten ikke indestår for.









