Fonden til bevaring af værdifulde gamle bygninger og miljøer i Nibe området – i daglig tale benævnt »Bevaringsfonden« har valgt ejendommen Kærvej 10B til Årets Hus 2015.

Vejrguderne lod bevaringsfondens bestyrelse og prismodtagerne lide under regn og blæst, da resultatet af ombygningen blev beundret. Fra venstre: Morten Poulsen, Evan Christensen og Kay Jensen fra Bevaringsfondens bestyrelse, prismodtagerne Niels og Lissy Staun Hansen samt Ole Christensen, ligeledes fra Bevaringsfondens bestyrelse.

Ejeren af Kærvej 10B Niels Staun Hansen beundrer her sammen med Ole Christensen og Morten Poulsen fra Bevaringsfondens bestyrelse resultatet af ombygningen, der har indbragt huset den eftertragtede hæder som Årets Hus 2015.


Definitionen på Årets Hus er, at det skal være istandsat efter ganske bestemte retningslinier, som er beskrevet i den bevarende lokalplan for Nibe midtby. Planen var noget af det sidste, det afgående Nibe Byråd i 2006 fik vedtaget.
Årets Hus 2015 indehaves af Lissy og Niels Staun Hansen. Parret købte for ca. tre år siden huset, som dengang trængte til en ret så kærlig hånd – og efter ca. halvandet års ombygninger stod huset den 6. november 2014 klar til indflytning.
– Det vil være underdrevet at sige, at der er tale om en nænsom ombygning og restaurering af huset, for stort set hele huset har været endevendt, fortæller Lissy og Niels Staun Hansen, da bestyrelsen for Bevaringsfonden lørdag formiddag var på besøg for at overdrage den messingplade og bogen »Historiske Huse i Nibe« som et synligt tegn på husets nye værdighed.

Den omfattende ombygning af huset har omfattet nye spær på overetagen, ny tagbeklædning af hele huset, nye vinduer og døre overalt, ombygning af tagetagen på en udbygning, hvor funktionen blev ændret fra køkken til værelse – og indvendig blev flere mindre rum ændret til ét stort rum, som i dag rummer både køkken, alrum med spiseplads samt stue. På husets første sal er indrettet ét stort rum, der fungerer som både gæsteværelse og som sove- og legerum for børnebørnene.
Store dele af byggeriet er udført af parret selv med god hjælp fra familien, men ved de krævende murer-, tømrer- og autoriserede arbejder har der været professionel hjælp.

Bevaringsfondens mangeårige formand, tidl. folkeskolelærer Evan Christensen holdt en kort tale med motivering for tildeling af titlen »Årets Hus 2015 i Nibe«, og sammen med bestyrelsesmedlemmerne Morten Poulsen, Kay Jensen og Ole Christensen ønskede han tillykke med udnævnelsen.

Føler sig godt hjemme
Lissy Hansen udtrykker parrets glæde ved at være flyttet til bydelen »Lave Nibe«, som hun udtrykker det – efter mange år på et landsted i den yderste periferi af Nibe by.

Fakta om Kærvej 10
Kærvej 10 er opført af grundmur med tegltag for snedkermester Jens Jensen Dreier i 1844. Af de 10 fag var to indrettet til tørvehus, mens resten var indrettet til beboelse. I en del af 1900 tallet og indtil dato har huset været indrettet i to selvstændige dele.
Kærvej 10 var fra midten af 1900 tallet beboelse for familien Olesen, hvoraf ældre Nibenitter husker brødrene Evald og Henning (»Rullemand«). Ejendommens anden del (Kærvej 10A) blev efter ombygning i 2009 ligeledes udnævnt til Årets Hus, og under denne ombygning fandt man et næsten komplet skomagerværksted efter Evald og Henning Olesens forældre.