- Fredag, 8. juli 2011

Landslejren for FDF'erne foregår på »Sletten« ved foden af Himmelbjerget.

Flere gange samles hele lejren til fælles lejrbål og aktiviteter.
Nibe FDF drager til landslejr på traktorer
FDFerne fra Nibe har valgt at ankomme til årets Lands-lejr på minitraktorer og i »farmer-udklædning«.
Det bliver noget af et skue, når de – sammen med 10.000 andre FDFere – kommer sjovt til lejr.
FDF Nibe bliver godt repræsenteret, når FDFere fra hele Danmark og udenlandske spejdere mødes på FDFs landslejr, som afholdes på FDFs store lejrområde, Sletten, som ligger smukt placeret for foden af Himmelbjerget ved Silkeborgsøerne i dagene 7. til 15. juli.
FDF Nibe deltager med i alt 15 deltagere – både store seniorpiger, en god flok pilte-/væbnerdrenge og størstedelen af lederflokken samt et enkelt lederbarn.
Holdleder for FDFerne fra Nibe Pia S. Grønhøj er fuld af fortrøstning, og sikker på, at alle landslejrdeltagerne får en super god lejr og ikke mindst en masse oplevelser for livet – især hvis det danske sommervejr viser sig fra sin bedste side: – Jeg husker tydeligt tilbage i 1996, da jeg som 12årig første gang sad på lejrbålspladsen til det store introlejrbål sammen med 14.000 andre FDFere. Sikken en oplevelse. Det glæder jeg mig til at vores seniorpiger og pilte-/væbnerdrenge også får lov til at opleve, siger holdleder Pia S. Grønhøj.
Kreative FDF’ere fra Sønderholm-Frejlev klar til landslejr
41 friske børn og voksne fra Sønderholm/Frejlev FDF er klar til 10 dages landslejr ved foden af Himmelbjerget.
Inden afrejsen har der været mange forberedelser for alle daltagerne. Som tiden kommer sig nærmere til arrangementet, er alle mand ved at være klar og har rygsækken pakket til 10 dages oplevelser. Dette sker sammen med knap 12.000 andre FDF’ere fra hele landet, og gæster fra nær og fjern. FDF’erne fra Sønderholm/Frejlev tager hjemmefra dagen før landslejren starter. En gæstfri landmand i nærområdet, til landslejren, har sagt ja-tak til at få besøg, mod at han og familien må deltage i kredsens lejrbål om aftenen. Hos den venlige landmand overnatter FDF’erne i stalden, hvorefter de næste dags morgen går de sidste ca. 6 km til lejren.
Et af de gennemgående temaer for landslejren 2011 er innovation og nytænkning. En af de nye ting på landlejren 2011, er at mobiltelefonen vil blive brugt aktivt i forbindelse med lejrens aktiviteter. Dette sker bl.a. i form af sms-tjenester, lege samt bluetooth-hotspots. Det bliver rigtig spændende, men giver også FDF’erne en udfordring: Hvordan holder man strøm på mobiltelefonen i 10 dage på en teltlejr uden strøm? Her har FDF i Sønderholm/Frejlev fået hjælp af Energi Nord, som har udlånt en sofa-motions/elcykel til Sønderholm/Frejlevs FDF’ere. Det er en motionscykel, der kan genererer strøm når der trampes i pedalerne. Når mobiltelefonens batteri er ved at være tømt, kan FDF’erne sætte mobilen til cyklens strømudtag og så ellers tage en sofacykeltur for på ny at have strøm på telefonens batteri.
Børn og ledere glæder sig til lejrens mange aktiviteter, som bl.a. tæller: De store lejrbål med hele lejren samlet, teltlejerens liv med rafteborde, primitiv madlavning, sovepose-hygge og meget, meget mere.










