- Fredag, 22. august 2014

En weekend midt i august har gennem mange år været termin for det årlige Sildemarked. De seneste år har Nibe Handelsforening sammen med foreningen Sildemarkedet stået bag en aktivitetsweekend, og dette er atter i år tilfældet, hvor hovedvægten er lagt på aktiviteter i Nibes detailhandel, og derfor benævnes »En hyggelig weekend i Sildebyen«.
Programmet den kommende fredag og lørdag byder på en række indslag, som alle holdes på eller nær omkring et opstillet telt på Skomagertorvet i Nibes bymidte. Et gennemgående indslag i teltet på Skomagertorvet er et kæmpemæssigt Outlet marked, som bugner af gode varer fra Nibes butikker. Personale fra Nibes pengeinstitutter sørger for kompetent og munter betjening.
Både fredag og lørdag holder Nibe Bibliotek åbent midt på dagen og sælger ud af nogle af bibliotekets bøger.
Fredag eftermiddag og indtil først på aftenen diskes der op med musik og mad på grill. Klokken 18.00 udnævnes Årets Nibenit 2014, efterfulgt af et stort modeshow, som Nibes tøjforretninger står bag.
Både fredag og lørdag kan man opleve den kendte Sildegig fra Lions Club Nibe med salg af røgvarer, og fredag spiller og synger toubaduren Knud Høirup bl.a. sine sange og viser med baggrund i livet og oplevelser på Limfjorden.
Som det er tilfældet fredag er der lørdag formiddag og middag musik og mad på grill. Lørdag klares den musikalske side af sagen af Aalborg Jernbaneorkester.
Lørdag arrangeres der et stort loppemarked i Skomagergade, og alle er velkommen med egne loppe-artikler, som kan sælges fra en gratis stadeplads.
Lørdag kører Lions Club Nibe atter med den kendte Sildegig og sælger røgvarer, og det store Outlet Marked fortsætter.









