- Tirsdag, 19. oktober 2010

Den nye multibane i Nibe gjorde lykke hos de mange børn og unge.

De unge tog straks multibanen i brug.

Efter et stykke indædt forarbejde af de lokale ildsjæle Knud Tobiasen og Hans Thorup, er det nu – efter ca. ét års indsats – lykkedes at få etableret en rigtig multibane i Nibe. Banen er beliggende som nærmeste nabo til DUS Dragehaven, ved Nibe Boldklubs stadionområde og Nibe Idræts- & KulturCenter.
Ved samarbejde med bl.a. Nibe Idræts- & KulturCenter og Nibe Boldklub, Aalborg Kommune og en række sponsorer, er det lykkedes at samle økonomi til projektet, der fra start var sat til ca. 800.000 kr., men som i det endelige projekt er »landet« med en udgift på ca. 600.000 kr.
De to initiativtagere understreger, at banen faktisk tilhører »alle«, og det er enhver beskåret at kunne benytte banen, der er bygget op med kraftige bander, belagt med kunstgræs, og forsynet med mål i håndboldstørrelse samt kurve til basketball. Der er ikke nogen begrænsninger på, hvilke spil der kan spilles på banen, og den er – bortset fra måske i et tykt snedække – brugbar hele året, og er næsten vedligeholdelsesfri. Eneste udfordring for at gøre den nye multibane helt færdig er nu, at de opsatte master til belysning skal forsynes med lamper og bl.a. bevægelsesfølere, og der skal endelig føres elektricitet frem til lamperne. Endvidere skal der efter planen opsættes høje net for banens ender, til at fange bolde der skydes over mål. Dette håber de to initiativtagere kan ske inden for overskuelig fremtid, når der er skaffet økonomi og det praktiske arbejde hermed er gennemført.
Der er til multibanen ydet økonomisk bistand fra Aalborg Kommune: (halvdelen af udgifterne), v. hhv. Skole- og Kultur området samt Sundhed og Bæredygtig Udvikling – Dansk Boldspil Union, Tuborg Fondet, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, Lokale- & Anlægsfonden, Sparekassen Himmerland og Spar Nord Fonden.
For nylig havde Knud Tobiasen og Hans Thorup kaldt sammen til en officiel overdragelse, hvor mange lokale børn og unge deltog. Et kort øjeblik kunne de stå stille til fotografering, men så kaldte banen, og der blev spillet bold i stor stil som bevis på banens berettigelse.
En tilsvarende multibane er for tiden under etablering på Sebber Stadion, med Sebber Samråd som initiativtager.









