- Onsdag, 10. august 2011

Susanne Hastrup (stående) i sin nyåbnede butik, som bl.a. rummer spændende brugskunst, unikke havemøbler, glas- og keramik kunst - og såmænd også et vildmarksbad til haven! Her ses hun sammen med Lena Gade, som har sine varer udstillet i »Hastrup Interiør«, og som også vil assistere i butikken efter behov.

En lidt alternativ lampe til levende belysning ude eller inde......

Krus, skåle, kander og meget andet brugskunst har også fundet plads i udstillingen hos »Hastrup Interiør«.

Væk fra alfarvej - mellem Sønderholm og Vokslev - viser skiltet vejen til laden med udstillingslokalet hos »Hastrup Interiør«.
Et godt stykke fra alfarvej - og alligevel centralt placeret har postnummer-området 9240 fået en ny spændende butik: Tirsdag den 2. august åbnede »Hastrup Interiør« som har til huse i en lade på en nedlagt landejendom midtvejs mellem Sønderholm og Vokslev, - genbo til Sønderholm Plantage.
Susanne Hastrup er indehaver og selvom butikken er helt ny er det en pige med flere års erfaring med butiksdrift. Hun har været selvstændig i 30 år - blandt andet i det kendte »Galleri Baghuset« i Nørregade i Aalborg. Oprindelig er hun uddannet frisør.
Det kreative drager hende i den grad, at hun nu har åbnet butikken »Hastrup Interiør« på Tårupvej - ikke så mange kilometer fra Frejlev, hvorfra hun og ægtemanden tidligere har boet i en årrække. I dag bor de i Nørresundby, - og dette er da også én af årsagerne til at Susanne fik lyst til at åbne butikken, som samtidig kommer til at fungere som en slags kunst-udstilling. Susanne uddyber: Lejligheden vi bor i er ikke så stor - forretningen vi havde i Aalborg var heller ikke særligt stor, men med masser af varer stuvet sammen på hylderne. Her i den nye forretning er der masser af plads - ca. 300 kvadratmeter - og varerne kommer virkelig til sin ret, når de udstilles med masser af plads og luft omkring.
»Hastrup Interiør« indeholder i første omgang unikke havemøbler fra »Villa Home & Garden«, hængekøjer, parasoller m.m. fra »Fat Boy«, brugskunst, samt glas- og keramik fra den lokale kunstner Lena Gade, som har »Nihøje Glas og Keramik« ved Øster Hornum. Men det er tanken, at sortimentet skal udvikle sig i takt med tiden, så man hele tiden kan finde nyt i butikken, som passer ind i den aktuelle trend.
»Hastrup Interiør« ligger måske ikke lige der, hvor man kommer forbi hver dag - men det er en interessant og anderledes butik/udstilling, som er køreturen værd, og på lørdag fejrer Susanne åbningen ved at holde fernisering, hvor Lena Gade fra »Nihøje Glas og Keramik« samt Helle Fog fra »Villa Home & Garden« også vil være til stede.









