- Mandag, 9. februar 2015

Børn fra børnehaven »Guldklumpen« i Guldbæk.

Katbakken i Øster Hornum er en populær fornøjelse.
Af: Ann Lykkegaard og Michael Nielsen
Som afslutning på en dag i børnehaven Guldklumpen i Guldbæk holdes sommetider forskellige små arrangementer – f.eks forældrekaffe, hvor børn, forældre og pædagoger mødes og der bliver talt om løst og fast. Forældrekaffe giver mulighed for at være sammen og styrke det gode sammenhold, som eksisterer blandt forældrene. Flere forældre benytter denne lejlighed til at lege lidt med børnene, inden turen går hjem til aftensmaden og alt det andet en børnefamilie skal nå.
Dette fandt sidst sted for nylig, hvor et af emnerne for den livlige snak, var den forestående opførelse af ny bygning til ”Guldklumperne” og som noget nyt – en vuggestue! Det første spadestik blev taget den 22. januar og byggeriet står færdig og klar til brug for 30 børnehavebørn og 12 vuggestuebørn d. 1. april i år.
Der er stor opbakning blandt beboere i og omkring Guldbæk til den nye børnehave/vuggestue, hvor der allerede er skrevet flere børn op til at starte i vuggestuen.
FAKTA:
Guldklumpen, der er børnehaven i Guldbæk, er en mindre børnehave beliggende i et skønt naturområde. Børnehaven er forholdsvis lille, hvilket betyder at børnene, deres forældre og pædagogerne lærer hinanden godt at kende. Der er en god og tryg atmosfære i børnehaven, hvor vi som forældre føler os trygge ved at aflevere vores børn. Anerkendelse, tillid, tryghed og struktur forbliver ikke blot ord, men omsættes til handling af børnehavens personale. Udflugter i naturen omkring Guldbæk er en del af de mange aktiviteter, som børnene tager del i.
Når børnehaven ikke er på besøg hos en bondemand, på en vingård eller noget helt tredje, så går turen til Friluftscenter Katbakken i Øster Hornum cirka én gang om måneden. Her opholder børnene sig en hel dag i de fantastiske omgivelser og med de muligheder som området byder på. I børnehøjde kan motionsstien bruges til meget andet end løbeture – det er da en krigssti! Svævebanen er en anden storfavorit, hvor kødannelse er med til at styrke de sociale kompetencer.









