- Mandag, 23. september 2013

FODBOLD – Serie 3
LKB Gistrup - St. Restrup IF: 1-3 (0-2)
Målscorer: 0-1: Tommy Østergaard, 0-2: Mike Kristensen, 1-3: Tommy Østergaard
St. Restrup IF gæstede lørdag LKB Gistrup. De to hold havde mødt hinanden i midt ugen i Frejlev. Her blev det til uafgjort 1-1 efter en tæt kamp.
St. Restrup IF startede kampen med mest initiativ og angrebslyst. Efter 10 minutters spil blev dette belønnet, da Tommy Østergaard sendte Claus Fuglsang af sted på kanten. Claus Fuglsang sendte sit indlæg ind i panden på Tommy Østergaard, som headede bolden i mål til 0-1. Efter 20 minutter tog Mike Nørgaard sagen i egen hånd, da han fra banens midte afdriblede et par spillere, og fra 25 meter sendte bolden, hårdt og fladt, ind bag en sagesløs LKB Gistrup-målmand til 0-2. Dette var også stillingen ved pausen.
Anden halvleg indledte med LKB Gistrup pres på St. Restrup IF. St. Restrup IF stod imidlertid godt i organisationen og LKB Gistrup kom ikke til de åbenlyse chancer. Efter 60 minutter lavede St. Restrup IF’s forsvar en for kort tilbageaflevering til målmanden. Denne løse bold udnyttede LKB Gistrup til at score til 1-2. Målet gav LKB Gistrup mere tro på et positivt resultat, og de næste 15 minutter var ren overlevelsesfodbold fra St. Restrup IF’s side. Mod kampens slutning fik St. Restrup IF flere gode muligheder. Claus Fuglsang havde bl.a. en afslutning som tog overliggeren. I de sidste minutter af opgøret faldt kampens afslutning, da Tommy Østergaard med en afslutning fra kanten af feltet lukkede opgøret med sin anden scoring til slutresultatet 1-3.









