- Lørdag, 29. august 2015

Halkær Kro har stor betydning for lokalområdet i den lille landsby vest for Nibe - men nu skal borgerne i området være med til at kortlægge hvilke andre unikke historier der gør Halkær til den landsby den er i dag.

Valsted har en skøn natur tæt på fjorden, men hvilke fortællinger gemmer sig iøvrigt i denne landsbys historie? Det skal nu undersøges - og så skal landsbyen efterfølgende med stolthed skilte med resultatet!
Enhver landsby har sin egen historie, og ingen er bedre til at fortælle historien, end de mennesker, som er bosat i området. Derfor skal borgerne i en række landsbyer vest for Nibe nu inddrages i at kortlægge de gode historier som kendetegner hver enkelt lokalsamfund, og udbyttet af arbejdet bliver lokalt opstillede skilte, som både lokalbeboere og udefra kommende gæster og turister kan få stor glæde og udbytte af.
Aalborg Kommune har nemlig i samarbejde med Aalborg Stadsarkiv og Nordjyllands Historiske Museum igangsat et erindringsprojekt i 12 landsbyer mellem Nibe og Løgstør. Formålet er at få borgernes egne historier frem - historier, som er vigtige for indbyggerne og for lokalsamfundet, - og på den måde opnå en samlet og vedkommende fortælling om egnens kulturhistorie.
Valsted, Kølby, Ejdrup - og mange, mange fler’
Resultatet munder ud i en række skilte, som bliver opsat et synligt sted i de 12 landsbyer, hvor de unikke historier kan læses af borgere og besøgende i området. De 12 byer, der er udvalgt til at deltage i projektet, er Sebbersund, Barmer, Valsted, Staun, Farstrup, Kølby, Lundby, St. Ajstrup, Ejdrup, Skørbæk, Halkær og Bislev.
Arbejdet sættes i gang i september med en række såkaldte erindringsworkshops, hvor borgerne inviteres til at dele minder, fortællinger og billeder fra den landsby, hvor de bor. Møderne finde sted i de enkelte landsbyer og udover projektlederne vil også lokalarkiverne være til stede med forskelligt materiale.
Lokalhistorie er vigtig for områdets identitet
Alle de nævnte byer har sine unikke historier - fra oldtiden til i dag. Det kan være historier om gravhøje fra bronzealderen, voldsteder fra middelalderen, landbrugets udvikling, højskolebevægelse, frimenigheder, fiskerbønder, særlige naturfænomener, geologi eller historiske spor i landskabet.
Den lokale historie er vigtig for områdets identitet og har formet det landskab, den landsby og på det nærmeste også de enkelte huse, som lokalbefolkningen bor i. De mange fortællinger er unikke og skaber værdi for området, men ofte er der glemte eller skjulte historier, som ikke opleves af andre end indbyggerne i landsbyen. Disse historier vil Aalborg Kommune gerne være med til at udbrede i det område, kaldet Aalborg Fjordland omkring Halkær og Nibe Bredning, så mange flere fastboende og besøgende kan få glæde af dem.
Derfor har kommunen i samarbejde med Nordjyllands Historiske Museum og Aalborg Stadsarkiv taget initiativ og bevilget penge til dette projekt, hvis fulde titel er »Aalborg Fjordland – Landsbyen som sted, som fortælling og som udgangspunkt«.










