- Mandag, 25. oktober 2010

Nibes Thomas Severinsen i nærkamp med spillere fra Doense-Vebbestrup. Bagest er det NB's Bjarke Skau. Bemærk Nibe i hvid kampdragt. Foto: Mogens Jørgensen.
FODBOLD serie 2
Doense/Vebbestrup – Nibe 6-4 (2-2)
Mål for Nibe: Andreas Schunck, Thomas Severinsen, Mads Espensen, Allan Nicolajsen.
Lørdag eftermiddag skulle Nibes bedste herrer i serie 2 spille skæbne-kamp i Doense. Med en sejr ville Nibe stadig have en chance for at blive i serie 2, mens et nederlag ville være ensbetydende med nedrykning til serie 3.
Til trods for kampens store betydning var det et Nibe hold, som startede fornærmende ringe. Efter 2 minutters spil var Nibe bagud med 2-0 på to personlige fejl. En katastrofal start som Nibe dog hurtigt fik rystet af sig, og efter 20 minutters spil kunne Andreas Schunck fortjent heade bolden i mål efter et hjørnespark. Nibe holdet fortsatte med at styre spillet og producere chancer, og efter 35 minutters spil bragte Thomas Severinsen balance i stillingen med et hovedstød til 2-2. Det var også stillingen ved pausen.
10 minutter inde i 2. halvleg kanonerede Mads Espensen en returbold op i hjørnet til 3-2 føring. Desværre skulle der ikke gå mere end 5 minutter, inden Doense udlignede på en ripost. Nibe holdet dominerede stadig kampen og fuldt fortjent scorede Allan Nicolajsen et suverænt mål, hvor han elegant sparkede bolden over Doenses målmand. Med et kvarter tilbage og en føring på 4-3, troede de fleste, at Nibe havde vendt en katastrofal start til sejr. Men som så ofte før dummede Nibeholdet sig ved at bringe sig i undertal. 2 gule kort i det sidste kvarter blev skæbnesvangert. Nibe gik totalt i opløsning og endte med at tabe den vanvittige kamp med 6-4.
Nedrykning til serie 3 i forårssæsonen var en kendsgerning, og end ikke sejre i efterårsturneringens to resterende kampe kan ændre på denne kendsgerning.
Også Nibe Boldklubs andethold i serie 4 er i stor fare for nedrykning til serie 5. Holdet indgår med sin femteplads placering i den pulje på 48 femtepladser i serie 4, hvoraf kun de bedste forbliver i rækken, mens resten må rykke ned. NB's andethold fik tilspillet sig 6 points i efterårsturneringens 10 kampe.









