- Torsdag, 26. september 2013
Keld W. Jensen, Grydstedvej 66, Tyrrestrup, kan tirsdag den 1. oktober fejre 60 års fødselsdag.

Keld W. Jensen har lagt hundredvis af timer i restaurering af de mange gamle og nyere traktorer.

Keld W. Jensen – her i én af traktorhallerne, hvor han de seneste godt 10 år har samlet flere end 100 nyere og ældre udgaver af Volvo traktorer.
Fødselaren er landmand til fingerspidserne, og han er uddannet landmand fra Lundbæk Landbrugsskole. For 30 år siden overtog han sammen med sin hustru Karen familiegården i Tyrrestrup, og siden har de via opkøb og udvikling, skabt et moderne mønsterlandbrug med svine- produktion og 175 hektar markbrug.
Samtidig med fødselsdagen kan han konstatere, at han gennem de seneste ca. 10 år har formået at etablere verdens største samling af Volvo originale traktorer. Samlingen er placeret i fire haller fyldt med flere end 100 gamle og nyere traktorer, der alle har Volvo- eller relaterede Volvo gener i krop eller motor.
Blandt de ældste eksemplarer af det kendte svenske traktormærke, hvoraf produktionen blev indstillet i staren af 1980’erne, er traktorer af Munktell mærket, som Volvo senere opkøbte sammen med mærket Bolinder – deraf det senere »brand« BM Volvo., og der er eksempler på traktorer fra de fleste tiår, inden for de seneste 100 år.
Kendetegnende for alle traktorer er, at de alle er i driftsklar stand; enten de står i original stand og er klargjort, eller de er renoveret fra A til Z med originale reservedele og lakeret i originale farver. – Så vidt muligt får traktorerne lov at stå i original lakering hvis det er muligt, siger Keld W. Jensen, der adskillige gange årligt har gæstet kontakter i Sverige og opkøbt lige fra de rene »vrag« til prototyper af traktorer, som ikke nåede at komme i handelen inden Volvos traktorproduktion blev lukket.
Blandt de seneste opkøb er en gammel vejtromle, hvoraf motor og andre vitale dele er identisk med en bestemt udgave af en traktortype, som han mangler. Så den gamle vejtromle venter nu på at blive kombineret med chassis’et fra en udtjent traktor, som fødselaren har kontakter til.
– Egentlig ville jeg gerne have fejret min fødselsdag med Åbent Hus i traktorhallerne, men efteråret er ikke det bedste tidspunkt, da landbrugsbedriften jo skal passes nu. Derfor bliver det i stedet til foråret, publikum og de mange motor- og traktor interesserede fra hele landet kan få mulighed for at se den omfattende samling, hvoraf mange traktorer kun findes i det ene eksemplar på Grydstedvej, syd for Nibe.
Keld Jensens forældre Ella og Karl Jensen havde tidligere en omfattende bedrift af travheste, men af disse er der nu blot et par ældre heste tilbage, som får lov at tilbringe deres otium ved gården.
Ud over interessen for gamle traktorer, er Keld W. Jensen også engageret i soldaterforeningen for sin årgang, som han er formand for. Tidligere har han også haft en tjans som opråber for Bislev Idrætsforenings ugentlige bankospil.









