- Onsdag, 11. maj 2011

Kissing Cops.

Hotboxin Hotdogs.

Extra Store Grønlandske Rejer. Fotos: Nuno Alexandre ©
I weekenden stod den på vækstlagsfestivalen Way Up North på Studenterhuset i Aalborg.
Udover, at det var muligt, at opleve små 20 nordjyske navne med masser af udviklingspotentiale på de to scener i Studenterhuset Aalborg, så nominerede en jury bestående af Lars Hellerup (Studenterhuset), Sofie Nielsen (Tone), Bent Stenbakken (Nordjyske Medier), Kasper Molin (Livescenen.dk) og Peter Møller Madsen (Nibe Festival) tre bands til Rock Nord Prisen, som gives onsdag, på Nibe Festivals førstedag.
De tre nominerede bands blev henholdsvis Extra Store Grønlandske Rejer, Kissing Cops og Hotboxing Hotdogs.
Kissing Cops
De fire unge gutter i Kissing Cops tog Studenterhuset med storm. Trods en gennemsnitsalder på 16 år gav Kissing Cops et meget overbevisende show, fortæller Peter Møller Madsen til Nibe Avis.
Hotboxin Hotdogs
Hotboxin Hotdogs leverer rap og hiphop uden for mange dikkedarer og bling bling. Fokus er i stedet på »The Party« – på uhøjtidelig vis, og det klæder i den grad Hotboxin Hotdogs.
Extra Store Grønlandske Rejer
ESGR, som blev dannet på Ingstrup Efterskole i 2002 er allerede blevet kult på den nordjyske musikscene. Med lige dele satire, rockattitude og glimt i øjet, er der i den grad dømt underholdning – på alle måder.
Det lugter lidt af et mix mellem Magtens Korridorer, de hedengangne nordjyske rockpaver fra Uhæmmet Jysk og en snert af Røde Mor tilsat en hulens masse strøm og fræsende guitarer. Helt i front er forsanger Nicklas Beermann uforlignelig.
Rock Nord Prisen er i øvrigt lavet i samarbejde mellem Spar Nord Bank, Nordjyske Medier, Studenterhuset og Nibe Festival.










