- Torsdag, 19. februar 2015
33 medlemmer af Nibe Roklub deltog i sidste uges generalforsamling i Nibe Roklub, der den forløbne år kunne fejre 75 året for sin stiftelse.

En ny 4-årers robåd blev navngivet »VIPS 2«og søsat ved 75 års jubilæet.
Netop det forløbne års mange aktiviteter og klubrekord med flere end 27.000 roede kilometer var centrale punkter i formand Ole Torps gennemgang af det seneste års aktiviteter.
Roklubbens jubilæum blev fejret ved adskillige indslag året igennem med kulmination i juni, hvor de 75 år blev fejret med maner – stort besøg af medlemmer og gæster samt dåb af nye både. På stiftelsesdagen 28. juli var knap 30 roere i 11 både friske og markerede dagen med morgenroning i et flot sommervejr.
Året igennem har der i øvrigt været udvist stort engagement og deltagelse i mange aktiviteter; både lokalt i og omkring klubben samt på ture til fremmede farvande. Her gik årets klubtur til Ry – og klubbens junior kaproere deltog i stævner i bl.a. Randers, Silkeborg og Bagsværd sø, hvor de høstede såvel erfaring som medaljer.
Ole Torp roste klubbens medlemmer og instruktører for adskillige initiativer – herunder workshops – der alle har haft til formål at øge rutinen og øge sikkerheden for klubbens medlemmer, når de færdes på vandet.
2014 var også året, hvor Nibe Roklub fik et særligt flagudvalg. Dette udvalg forestod gennem jubilæumsåret at flage med Dannebrog på alle klubbens mærkedage. Endvidere blev flaget hejst på alle danske flagdage – en tradition, som fortsættes efter sæsonstarten i næste måned.
For nylig kunne et redaktionsudvalg så præsentere en bog med Nibe Roklubs historie gennem 75 år. Bogen omfatter alle perioder i klubbens historie, fra starten på Nibe Havn, over udflytning til den nuværende placering i 1947 – og en række af jubilæumsårets højdepunkter.
Nibe Roklub har ry for at holde et højt kvalitetsniveau omkring sit materiel og fysiske forhold. Således er området omkring klubhuset blevet renoveret og en truende nedbrydning af kysten er de seneste par år blevet afværget med forstærkninger. For tiden arbejdes der med indretning af klubbens bådehal, så alle både, sikkerhedsmateriel m.m. får optimale forhold for opbevaring.
De 33 deltagere i generalforsamlingen kunne endvidere notere sig, at Nibe Roklub har en særdeles solid økonomi og samtidig med at regnskabet udviste et pænt overskud kunne kasserer Jane Kappel endvidere oplyse, at klubben efter store investeringer og byggeri de seneste år er stort set gældfri. Gennem jubilæumsåret er der investeret i samlet syv nye både, hvoraf klubben har modtaget betydelige tilskud fra A/S J. Petersens Beslagfabrik, Den AP Møllerske støttefond, Nordea-fonden, og Lions Club Nibe.
På generalforsamlingen blev bestyrelsen genvalgt – formand Ole Torp, instruktionschef Jacob Norris og materialechef Martin Høgh, hver for to år. Bestyrelsen består endvidere af kasserer Jane Kappel, rochef Frank G. Jørgensen og næstformand Jacob Søndergaard. Nibe Roklub har for tiden 110 aktive medlemmer – et tal, der ventes at stige når sæsonen starter 28. marts og nye roere gennemgår den obligatoriske roskole.









