- Onsdag, 16. april 2014

Lokalet var fyldt til bristepunktet, da Nibe Y’s Men’s Club forleden fejrede foreningens 30 års jubilæum.
Nibe Y’s Men’s Club i Nibe kunne tirsdag i sidste uge fejre 30 års jubilæum. Dommer-gaarden i Nibe var fyldt til bristepunktet, da klubben fejrede jubilæet.
Klubben blev stiftet på initiativ af et par ildsjæle, der kendte til Y’men’s bevægelsen. Efter et års tid i lære hos moderklubben Y’s Men’s Club 1 i Aars, og med en ihærdig indsats, samlede de en flok interesserede personer som aktivt ville deltage i arbejdet som Y’s Men.
Klubben har igennem årene haft stor succes, og gennemsnitligt kunne holde et medlemstal på 20-25 medlemmer. Klubben har aktivt været en pengerejsende organisation som har bidraget med mange penge til de uniformerede korps i Nibe og omegn. Klubben har også hvert år støttet Y’s Men region Danmark med midler til mange nationale og internationale projekter. Klubben administrerer en årlig annoncekalender i samarbejde med Støvring Y’s Men’s Club, en klub som Nibe er moderforening for. En del af provenuet anvendes til spejderbevægelsen. Klubbens seneste tiltag er en majslabyrint der er placeret ved Holmager, og som nu på tredie år er blevet en attraktion, som besøges af både ind- og udlændinge.
En festlig aften
Aftenens festtaler var ikke mindre en Karsten Hansen også bedre kendt som »skærmtrolden« og naturvejleder fra udsendelserne på TV Nord, og nu også kendt som »Karsten Kortbuks«.
Vagn Jensen - klubmedlem som var med til at starte klubben - talte på vegne af foreningen om hvordan det hele startede for 30 år siden, og med sit tilbageblik gav han en fyldestgørende beretning om start af en veldrevet og solid klub i Y’s Men’s bevægelsen.
Klubbens præsident Tove Rasmussen, talte om hvordan det er som nyt medlem at komme ind i en spændende verden, hvor det er lige før man kan sætte Guinness rekords i forkortelser som bruges meget af Y’s Men’s organisationen, hvilket kræver lidt tid at komme ind i. Udover lykønskninger og
telegrammer, kunne Einar Måge slutte aftenen af med de obligatoriske tre minutter
som handlede om betydningen af fælleskabet i Y’s Men’s bevægelsen.










