- Torsdag, 17. april 2014
St. Restrup IFs førstehold i serie 3 fodbold skulle lørdag før påske forsøge at ryste første rundes nederlag, til lokalrivalerne fra Skalborg SK, af sig. Det skulle ske på udebane mod Øster Sundby. Øster Sundby vandt deres førsterundekamp 2-5 på udebane i LKB Gistrup.

St. Restrup IF’s Kristoffer Mortensen i en løbeduel med en Øster Sundby-spiller i en kamp hvor Øster Sundby var mere skarpe, foran målet, end St. Restrup IF.
FODBOLD - Serie 3, herrer
Øster Sundby - St. Restrup IF: 5-2
Mål for RIF: Malte Kristensen (2)
St. Restrup indledte opgøret i teten. Kampen var blot få minutter gammel, da Joachim Ohm fik en dobbeltmulighed, for at score, alene med Øster Sundby-målmanden, men skarpheden manglede. Efter 15 minutter blev St. Restrup IF’s Martin »Tyr« Pedersen vist det gule kort. På kanten af målfeltet scorede Øster Sundbys Benjamin Ajero, tidligere St. Restrup-spiller, på det efterfølgende frispark til 1-0. St. Restrup IF kæmpede, efter scoringen, videre, og havde også mulighederne for at score. Symptomatisk nok, var det atter Benjamin Ajero, som kunne bringe Øster Sundby på 2-0, da han fik en løs bold i målfeltet. Kort efter bragte Øster Sundby sig på 3-0 efter hjørnespark. Dette var også stillingen ved pausen.
St. Restrup IF forsøgte sig mere offensivt fra anden halvlegs start. Dette kostede efter 50 minutter i den anden ende, da Benjamin Ajero, med sit tredje mål, scorede til 4-0. St. Restrup IF bibeholdt den offensive indstilling.
Efter 60 minutter hamrede Malthe Kristensen bolden i mål til 4-1. Kort tid efter var Malthe Kristensen atter på spil, da han drev gæk med Øster Sundby-forsvaret, og sendte bolden i mål til 4-2. St. Restrup IF pressede på efter scoringen, men kort tid efter gik den sidste luft ud af opgøret, da Øster Sundby, på en kontramulighed scorede til 5-2. Dette blev også kampens resultat.
Således står St. Restrup IF efter sæsonens to første kampe stadig med nul point på kontoen.










