I nogen tid har det været en »offentlig hemmelighed«, at Lægerne i Nibe udskifter sit hjemsted på Nibe Sundhedscenter, til Nibes tidligere rådhus i Strandgade. Bygningen har gennemgået en total renovering, ude som inde, og fra planlagt 7. juni bliver adressen på Sygehusvej således skiftet ud med Strandgade.

Midt i byggearbejdet, betragter læge Tom Mathiasen udsigten fra sit kommende undersøgelsesværelse – med fjordudsigt.

Byggeleder hos HP Gruppen, Bjarne Christensen fra Sebbersund, og læge Tom Mathiasen drøfter enkelteheder i byggeriet. Ventelokalet vil mange kende en smule af – det er hovedsageligt den tidligere byrådssal på Nibe Rådhus.

Bygningen er nu renoveret ude som inde.

Efter Aalborg Kommunes Forvaltning for Sundhed og Bæredygtig Udvikling i 2008 flyttede fra lokalerne i Strandgade, har det tidligere rådhus stået tomt, men sidste år blev det så købt af ejendomsselskabet Calum, Aalborg, med henblik på at indrette lægehus. 

Lægerne i Nibe havde vist interesse for at flytte ind, og gennem ca. 3 måneder er der nu foregået en omfattende ombygning af den del af det tidligere rådhus, som fremover bliver lægehus for de fleste lokale borgere i Nibeområdet.

Læge Tom Mathiasen fra Lægerne i Nibe, forklarer baggrunden for en flytning fra Sygehusvej-lokalerne, til de nyindrettede lokaler i Strandgade:

– Efter ca. 25 år i det tidligere sygehus på Sygehusvej, har der faktisk forlængst vist sig et behov for såvel en opdatering og renovering af lokalerne, samt en udvidelse, i takt med at befolkningsunderlaget i specielt Nibe by er steget voldsomt. Senest har vi tillige tilkøbt afdøde læge Sven Åboms praksis, og vi arbejder således nu otte læger, ud fra vore nuværende lokaler, og det har vi gennem nogen tid vidst, ikke ville blive holdbart i længden, forklarer Tom Mathiasen.

Vi har derfor undersøgt nogle forskellige muligheder; dels en udvidelse på vor nuværende adresse, og dels nogle forskellige placeringer i Nibe by, idet vi med en opdatering af vore lokaleforhold, samtidig har ønsket at fremtidssikre såvel de fysiske rammer som vore udviklingsmuligheder som lægehus, fagligt som forretningsmæssigt, siger Tom Mathiasen til Nibe Avis.

Løsningen er således blevet, at vi i juni flytter alle vore aktiviteter fra de tidligere sygehusbygninger, til bygningen i Strandgade. Denne beslutning blev taget for ca. ét år siden, og efter en udvendig renovering af bygningen, har Lægerne i Nibe så indgået et lejemål med Calum Ejendomsselskab – som efterfølgende har renoveret bygningen, mens lægerne selv har stået for ny-indretningen, siger Tom Mathiasen.

Nye og større lokaler – uændret bemanding

På baggrund af de senere års udvikling, tæller Lægerne i Nibe nu seks – senere syv, fuldtidsbeskæftigede læger, og for tiden to uddannelseslæger – sidstnævnte kommer muligvis op på tre uddannelseslæger. Hertil kommer fire sygeplejersker, sekretærer, rengøringspersonale m.m. – i alt knap 20 ansatte, og det er over grænsen for, hvad vore nuværende lokaler kan klare, understreger Tom Mathiasen. Til gengæld er vore nye lokaler i Strandgade indrettet med denne baggrund, og der er fleksibel plads til at udnytte lokalerne anderledes, hvis dette skulle komme på tale.

Midterste del af rådhuset bliver lægehus

Populært sagt kan placeringen af det nye lægehus i Strandgade  beskrives som »beliggende mellem trapperne, på facaden mod Strandgade«. Tom Mathiasen bekræfter denne beslutning med, at der på denne måde kan udnyttes de store ovenlys-partier, som hidtil har forsynet dels byrådssalen og dels dele af administrationslokalerne i det tidligere rådhus, med ovenlys. Der er fysisk ganske langt fra ydervæggene til midten af den store bygning, og vi får dermed overalt i vort nye lægehus, rigtig gode lysforhold.

Bygningens nordøstlige ende samt den sydvestlige ende (tidl. posthus, red.) kan dermed i begge tilfælde, udnyttes til andre formål, forklarer Tom Mathiasen.

– Det har i høj grad spillet ind i vor beslutning om fremtidig placering, at der omkring bygningen i Strandgade er gode parkeringsforhold, og placering, dels ved byens havnefront og ved omfartsvejen, gør adgangen for kørende trafik meget nem. Til gengæld mister vi for en dels vedkommende, muligheden for at ankomme med bus, direkte til vor dør, men dette har vi forsøgt løst i samarbejde med Nordjyllands Trafikselskab; indtil videre dog uden held, siger Tom Mathiasen.